Indimellem roder jeg mig ud i skøre projekter. Sidste vinter blev jeg så irriteret over ikke at have set lyset for alvor med chablis. Det var en dobbeltsidet følelse for sammen med savnet af fuld forløsning lå en empiri, der tæller talrige eksemplarer af Raveneaus grand cruer og Dauvissats brede portefølje. Jeg har stiftet bekendtskab med dem tilbage fra 80erne og altid med store oplevelser, bortset fra de få flasker med propfejl eller oxidationsproblematikker. Alligevel sad jeg altid med en sært uforløst fornemmelse. Chablis er noget helt andet end Côte d’Or-chardonnay. Det bør ikke, ja MÅ ikke blive samme slags vin. Jordbunden er anderledes og klimaet er væsensforskelligt og ikke mindst producenternes egne stilpræferencer går overordnet i en helt anden retning i (fortsættes)…