Min far havde en flaske Clos des Porrets Saint-Georges fra 1988. Den blev aldrig moden. Måske drak vi den præmaturt, måske ville den have smidt sit harnisk i 2054, men da vi drak den for fem år siden smagte den bare af genstridighed, malurt og vinøs modvilje. Henri Gouges var et levende menneske engang og en mand med en mission. Han ruskede op i et konservativt og rent ud sagt tilbagestående Bourgogne dengang i 1920erne, hvor han sagde farvel til sine druekøbere, dem, der dengang tjente pengene i Bourgogne, men samtidig også dem, der holdt hånden under tusindvis af småbønder, hvis eneste mulighed for overlevelse, bogstaveligt talt – der skulle jo smør på brødet og mad til børnene – var at sælge afgrøden til vinhuse, hvor størrelsen og den… (fortsættes)