Ved du heller ikke, hvor det er? Nå, men det skal nok ændre sig. På min virtuelle tur rundt til Spaniens genvækkede eller i virkeligheden nyfødte eller nyfortolkede vinområder langt væk fra kendissteder som Rioja, Priorat og Ribera del Duero ”travede” jeg i overført betydning til grænseområdet ved Portugal i det allervestligste Castilla y Leon. Arribes hedder det, og på vejen smuttede jeg forbi det ”nye gamle” Toro. Og her er der vitterligt tale om grænser – løse og faste, mentale og politiske – nogle i opløsning, andre under konstruktion. En politisk national grænse til Portugal og den har ingen hegn, men virker også kulturelt. De taler spansk i Arribes og der er enkelte druemæssige fællestræk med Portugal. Appellationen strækker sig som en knudret skorzonerrod langs den portugisiske grænse fra det grønne område omkring Villadepera i nord til det mere solbrændte område ved San Felices de los Gallegos med korkege og mandeltræsplantager ca. 100 km mod syd. Arribes er tæt knyttet til Duero-floden, vinmarkerne ligger på små plateauer og stejle terrasser over Dueros forløb dybt nede mellem skifer- og granitklipper. Vinlandskabet ser mildt sagt anderledes ud end både DO Tierra del Vino de Zamorra og DO Toro østpå op ad Dueros forløb.

Lige dér traf jeg tre vinmennesker – godt nok på Zoom, men deres vine stod også i mine glas. Alvar de Dios, som huserer både i det sydvestlige Toro og i det nordlige Arribes og ikke mindst José Beneitez og hustruen Liliana fra huset El Hato y el Garabato nede i det centrale Arribes. Begge rykker ind på min personlige topliste over vinpionerer; folk, der tør selv, folk med hjertet på rette sted, folk, der vil genvække slumrende kæmper, ære de gamle glemte druesorter, ændre på indgroede og smalsporede opfattelser af, hvad en bestemt vinegn kan og må. Beneitez kæmper for juan garcia-druen, mens Alvar de Dios åbent proklamerede, at han simpelthen ikke forstår druen – til gengæld laver han vin på alt muligt andet… og jeg MENER; alt muligt andet. Druesorter med dyb historie i området, nogle indført af sølvgravere fra Galicien, andre af landbrugere og handelsfolk fra det centrale Spanien og nogle sandsynligvis muteret lige her, opstået netop her. Alvar de Dios laver vin på tinto de toro, bastardo, trincadeira, rojo tinto, castellano, moscatel, doña blanco, rufete, bobal, garnacha og eksperimenterer med sumol og cariñena, men har opdaget vældigt potentiale i indfødte druer som madón, gajoarroba og tinto jeromo, som jeg sgu heller aldrig har hørt om.

 

El Hato y El Garabato

Liliana Fernandez og José Manuel Beneitez vendte hjem til flækken Formariz de Sayago i 2015. Var det simpelt hjemve, arveforpligtelser eller bare galsindet skabertrang og vilje til kamp mod naturens uvillede hårdhed i et område, der landskabeligt ligner noget, som kunne danne setting for Star Wars eller Game of Thrones, der fik parret ”hjem”? Jeg ved det ikke, men faktum er, at både Liliana og José Manuel er ønologuddannede, men netop ønskede at gå den antitekniske og non-teknologiske vej og især undgå at arbejde med Spaniens stolthed og svøbe, tempranillo. De lavstammede fritstående stokke vokser i forvitret granitsand og inde i kælderen bruger El Hato y El Garabato metoder fra kelternes tid, men på en bevidst og kontrolleret måde. Eksempelvis får Sin Blanca på næsten 100 % juan garcia helklasegæring og seks måneders maceration… eller rettere infusion. Symptomatisk for Arribes’ kaotiske gamle vinmarker, indgår der på trods af titlen, Sin Blanca betyder ”uden hvide” en del hvide druer, som står tilfældigt plantet mellem juan garcia-stokkene. Ude i marken, hvor stokkene for en stor dels vedkommende har fået trylledrik og er vakt til live igen efter komplet neglect gennem årtier, har duoen nu fået økologisk certifikat. Beneitez arbejdede kort før det endelige skridt tilbage til familiehjemstavnen ved de stejle sten- og sandskrænter ovenfor Duero ved Fornillos de Fermoselle hos en af Toros ”sorte” producenter, Dominio del Bendito. Huset er med til at tegne den moderne opfattelse af, hvad Toro-vin er, og det var slet ikke den stil José Manuel Beneitez ville lave hjemme i Arribes. Den ”sorte” stil er også meget langt fra den stil, som Alvar de Dios laver.

Otro Cuento 2018 (94), på 95 % doña blanca-drue plus et ukendt antal andre som godello og albillo mayor, er Fornillos indkapslet på flaske. Otro Cuento smager af flydende sten, den er viskøs og cremet, næsten olieret, men har citrussyre, pH-værdien er helt nede på riesling-agtige 3,06, og der er mørdejsnoter fra fadlagring og nærmest reduktive stærkt røgede spor, der øger fornemmelsen af at drikke kondensvand fra en historisk mineskakt. Fremragende! Sin Blanca 2016 (92) er rustik på den fede måde. Vin med modhager, men interessante modhager. Sin blanca betyder også “uden skejser” og dækker vist meget godt husets start, men det bør der laves om på. Fremragende crunchy smag, 6 måneders maceration for en del af vinen, ja du læste rigtigt… 6 måneder! Maceration med hånd-nedtrykning af “hatten”… på infusions/te-måden. Mørk, men med brysk syre og barket tekstur. Kräuterbolsjer, hostesaft og druidens urtepose. Typisk nordvestspansk stil og alligevel med et vist varmblodet flamencoudtryk.

 

Alvar de Dios

Han talte sig varm. Der var ild i øjnene og Alvar de Dios havde svært ved at sige farvel. Det havde jeg også. Selvom vi sad to tusinde kilometer fra hinanden, kunne længder af kobberkabler og fibernet ikke forhindre hans iberisk nonchalante lettere tilbagelænede, men totalt forstandige iver i at nå mig. En gennemsmagning af seks af hans vine var i hvert fald en øjenåbner for mig. Han laver vin på hjemegnen i det sydligste Toro ved den solgulnede landsby El Pego, ved El Maderal godt tyve kilometer syd for storbyen Zamora og ikke mindst i det nordligste Arribes ved skiferlandsbyen Villadepera. Alvar de Dios var kældermester hos en af Sierra de Gredos-stjernerne, Bodegas Marañones, da han arvede en vinmark ved El Pego i Toro. Marañones’ vinmager hedder Fernando Garcia og han er som bekendt partner i Comando G med Daniel Landi og begge er gode venner af Alvar de Dios. Ringen er nærmest sluttet. Den slags venskaber influerer på vinstilen og referencerne. Efter et år hos Duracell-kaninen Telmo Rodriguez og et hos rioja-revolucionistaen Olivier Rivieres projekt i Arlanza flyttede de Dios tilbage til El Pego, hvor jordpriserne var meget mere medgørlige end i Spaniens hysterisk trendy Sierra de Gredos.

Alvar de Dios ser ikke det store i Tempranillo, siger han. Hvad pokker vil man så i Toro, hvor tinto de toro/tempranillo muligvis opnår sit sorteste og mest kraftfulde udtryk? Jo, man vil lave vin på områdets gamle varianter af tempranillo og ikke mindst alle de andre sjove gamle sorter, som også findes rundt om El Pego. Det kræver måske en præcisering. Da Toro blev sat på det moderne landkort med Numanthias sorthed, flæskede frugt, powerfad og medfølgende kæmpeParkerpoint fulgte samtlige nybyggere og faktisk også gamle Toro-gubber efter i samme stilretning. Alvar de Dios påstår med god ret, at de sidste tyve års ekspansion er sket med forkerte utilpassede og blæksorte tempranillovarianter og at Toro-imaget er helt misforstået. Hans vine fra El Pego argumenterer forbilledligt for sagen, for de er diametrale modsætninger til sortklistrede heftigheder. Sjovt nok argumenterer hans nye vine fra det nordlige Arribes ca. 75 kilometer mod vest også for et kommende gennembrud for hele appellationen. I hvert fald i de særlighedsjagende dele af markedet.

Tio Uco 2018 (90) viser tænder og du tror det er løgn! Alvar de Dios vender nærmest Toro på hovedet. Frugten kommer fra de sandede jorder på højsletten ved El Pego langt syd for Dueros forløb. Tinto de toro er blødt op med ca. 10 % garnacha og den hørmer herligt af lakrids og stilke. Fodtrampet og vinificeret i brugte foudre. Reduktiv med krudt, men krydret af lægeurter og peber og bragende frisk skovjordbær. Aciano 2018 (95) er navngivet efter Alvars bedstefar og stokkene i sandparcellen er plantet i 1919 på egne rødder. Stokkene står med grotesk afstand, 900 planter pr. ha, men sådan gjorde man dengang. Aciano er også vinificeret med helklaser og 75 dages maceration. Ta’ den! Den er fremragende. Igen urtet, medicinsk krydret, julekrydderier supplerer, indtagende balsamisk, men fuldstændig uden eddiken – vi snakker balsam som i Biblen. Rønnebær, enebær, mælkesyre, umådeligt finkornet og finessefuld tannin med pikant humlebitterhed til sidst. Grotesk godt køb!

Med Camino de los Arrieros 2018 (92) flytter vi så væk fra Toro og tempranillo og til Arribes ved skiferskrænterne i Villedepera. Rød jernholdig, grøn vulkansk basaltbaseret og ”hvid” mica-baseret skifer af samme type som i Côte Rotie. Druerne er ca. 20 % trincadeira, 20 % mencia og resten et usikkert mix af garnacha, bastardo (trousseau), juan garcia, rufete, madon, lidt hvide druer og så den hemmelige: Merlot… schhyyy! Man siger i området, at en lastbil fra en planteskole engang i midten af 1900-tallet væltede ved Villadepera og bønderne tog de planter, som lå i lasten. Derfor står der enkelte steder merlot-stokke. 50 dages maceration og foudrelagring i seks måneder giver Camino friskhed som en sommerbrise. Den er lys og luftig, urtekrydret, minder om rød vermouth, men stadig saftig og præget af røde ribs. Jeg tænkte spontant Marcel Lapierre Morgon på besøg hos en troldmand. Bællevin af bedste skuffe, hvor det aldrig bliver banalt og kedeligt. Yavallo 2018 (93) kommer fra ren jernholdig rød skifer fra en 2000 m² lille plet med bastardo/trousseau, trincadeira, cariñena, sumol og den hvide doña blanca og efter 45 dages helklasemaceration får den 12+12 måneder i foudre og amfora. Den er dyb og krydret, betydeligt mere mørk i personlighed end Camino, men stadig lys og transparent at se på. Brombær og røg. Den minder om trendy ribeira sacra. Slank, mildt bitter, berusende saftig, fuld af blomsterpotpourri og elektrisk eftersmag.

Las Vidres 2018 (95) er næsten ren doña blanca fra hvid skifer med mica – stokkene er op mod 100 år. Alvar kalder den ”alsacisk” fordi han ikke tager bærmen med i fadene. Klaserne presses og mosten ledes direkte til brugte barriques. Han siger området er for varmt til at bruge bærmen – god pointe; bærmen egner sig bedst til områder, hvor druerne kæmper med fuldmodenhed. Røget lugt, nærmest som pouilly fumé, med spidskommen og solbærblade, voksagtig tekstur og udtalt saltlageeftersmag, nærmest som lagen fra et glas grønne oliven. Fornem intensitet. Vagüera 2017 (93) kommer også fra doña blanca-druer, men fra 950 meters højde ved El Pego i Toro lige midt i en korkegplantage. Stokkene er plantet i 1920 i en sjælden lokal kalkstensforekomst. Alvar siger selv den ikke har ligget med bærmen, men den smager altså leesy, som bigadej og gærende grøntsagsrester, endda let bitterhed fra skindkontakt efter et 40 timer langt pres. Dieselolie, voks, konserveret citronskal, mælkesyre, aloe vera creme, sten og stål, balsamisk, fabelagtig, men har ikke samme elektriske intensitet som Las Vidres.

El Hato y el Garabato og Alvar de Dios’ vine importeres af www.hvaddrikkermantil.dk