Gebrüder Mathis – crazy Baden når det er bedst

Sabeth og Severin Mathis er underholdende mennesker. Man kan se det i deres øjne. Bare se på fotoet ovenfor. Der skal ske noget og der sker noget omkring dem. Sådan er vinene også. Første gang jeg smagte Gebrüder Mathis-vinene skete der også noget. Tæt på chok faktisk. Jeg havde aldrig hørt om huset og mødte vine, som bevægede sig på grænsen til det uacceptable, men drog mig voldsomt på den anden side. Provokunst ved første øjekast. Stor kunst ved andet og tredje øjekast. Parret arbejder med bourgognesorterne på deres lille ejendom i Tuniberg-området i den sydligste del af Baden nogle kilometer mod sydøst i forhold til det langt mere kendte Kaiserstuhl. Tysklandsfans lærer hurtigt at Kaiserstuhl er det særlige tyske område med ung vulkansk jord. Kaiserstuhl er helt enkelt en forvitret keglevulkan, men Tuniberg er på trods af nærhed en helt anden jordbund.

 

Tuniberg er kalksten og området er generelt lidt køligere end Kaiserstuhl, hvor vi for eksempel finder Tysklands varmeste vinmark, Schlossberg og Winklerberg ved Achkarren. Mathis-duoens vine er meget personlige og særegne. Ingen dogmer, noget afstilkes, andre har helklaser med når vi snakker om spätburgunder, men de gør ting, som jeg ikke har set eller hørt om hos ret mange. Begge er uddannet på vinuniversitetet i Geisenheim og dermed skolet i den notorisk teknisk korrekte vej, som rigtigt mange af nutidens yngre tyske vinmagere takker og derefter bøjer eller forsager. Formel vinuddannelse har rykket Tyskland op, men formel vinuddannelse handler også i vid udstrækning om fødevaresikkerhed og teknisk korrekthed og her foretager Mathis farlige handlinger. Risici er ofte lig med spænding og spænding i vinens verden giver levende vin og Gebrüder Mathis’ vine lever. De lever og spjætter så meget, at mange nok slet ikke kan kapere dem – så er du advaret.

 

Chardonnay 2023
91
349 kr.
mr-ruby.dk
Vi er klart i burgundisk funky stil her. Jeg er sikker på, at jeg aldrig blindt ville have sendt den her til Tyskland. Stilen er en slags virtuel kombination af en knitrende kalket Chablis Les Clos og tåget avantgardistisk saint-aubin. Den er vild, fuld af sur fløde, ostekorn i karet og pakket med champagnefornemmelse uden bobler. Sabeth og Severin gentilsætter sgu bærme til den færdige vin, når de aftapper.

 

St. Morand 2023
94
449 kr.
mr-ruby.dk
Det her er mere end 100 kroners step-up. St. Morand er fremragende, lige så off beat som den almindelige chardonnay, men dybere og med større indflydelse fra fad. Kærnemælken er fra gårdmejeri, egefadet krydrer med røgelse og kanel. Baseret på klassisk helklasepres, men mosten oxiderer og de trækker al ”tågen” med over i fadet til gæringen. Varianterne af chardonnay er 548 og 1066, dijonkloner, og her tilsætter de skisme også bærme til den færdige vin. Jeg er blæst bag over, kun 12,5 %, men den sparker som en dunbeklædt træskostøvle. Meget mere cool og kalket end nærmest alt andet Baden chardonnay jeg har smagt før.

 

Spätburgunder Kalkbödele 2023 Cuvée
92
199 kr.
mr-ruby.dk
Alt er afstilket, vinen er lagret i stuckfässer og årgang 2022 supplerer 2023, som fylder klart mest i blandingen. Severin og Sabeth lod den gærende most passere over skallerne for blidt aroma- og farveudtræk, altså INGEN pigeage og det fornemmer man. Vild saftighed, brændt eller rettere reduktiv aroma. Syrerig rød bærfrugt, tyttebær, ribs og tranebær, jordstrejfet letløbende viskositet, men bidende på den gode måde.

 

Spätburgunder Alte Reben 2021
93
299 kr.
mr-ruby.dk
Gamle stokke, men tysk klon, en af de mange gamle Fr-kloner. Forbavsende dyb for en 21’er og ikke mindst med tanke på tyskerklonsophav. Grønmoden, krydret af kinabark og sure danske kirsebær, men tanninen ER moden og den stråler af virilitet, men det er ikke pinot noir for klassicister. Har du kant, lytter du til Coltrane eller Arvo Pärt, så finder du pinot til klapsalver. Jeg er fan.

 

Spätburgunder Hohrain 2021
93
499 kr.
mr-ruby.dk
Vild kombination af urter og diesel og det er urterne, som redder vinen fra dysterhed. Toast, grillet kirsebærskæreflade, ribs, røgelse og blodappelsin. Balance er altid et midtpunkt mellem yderligheder og det er netop Hohrains redning. Og det midtpunkt er et rigtigt dejligt sted at opholde sig 😊 Vild kombi, men jeg finder den ikke bedre eller mere fornem end Alte Rebe.

 

Spätburgunder Rosenloch 2021
95
599 kr.
mr-ruby.dk
Den her avantgarde-pinot skal du falde på knæ for. Frisk hindbær, berliner weisse, crunchy frugtighed, ristet kastanje, nellike, lakrids og kæmpekompleksitet. På tungen er den klart mere intens end både Hohrain og Alte Rebe. Ægger til opmærksomhed, tryllebinder, forvirrer mig, lokker, afviser, stryger mig med hårene på næsen, mens smagen kræver modstandskraft og dybdeforståelse. Det her er ikke vin for konservative pinot-elskere, men de åbne vindrikkere får en rutsjebanetur. Jeg kan helt ærligt ikke vente på 22’eren fra en varmere årgang.

Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til Shop