Grafiske, skulpturelle, dyriske og organiske. Smukke, imponerende, skræmmende, grimme og knortede, krybende eller oprette, gigantiske, kludrede eller skolede, formede, pistne eller kummerformede. Gamle vinstokke er som gamle egetræer. Plantevækster, der har stået samme sted gennem årtier, århundreder i visse tilfælde, set mennesker komme og gå, klaret vind, vejr, vira og slid, ydet frugt i en menneskealder eller to. Hvad er det med de gamle stokke? Er det bare storytelling og marketing eller er der vitterligt noget om sagen; er de bedre som kilde til stor vin end unge stokke? Eller er de bare symboler på alt, hvad der er modsat af moderne landbrugsdrift, effektivitet, udbyttemaksimering og magelighed i planteplejen? Er de museumsgenstande? Rester af og repræsentanter for fortidsromantik? 
Hvor gammel er en gammel vinstok egentlig? Kort sagt er der ingen officielle regler, men en række sammenslutninger, producentorganisationer og lokale initiativer har sat deres egne grænser og jeg ved ikke, hvem der kom først, men alle nedskrevne minimummer siger 35 år. Der findes så vidt jeg ved ingen botanisk-biologiske begrundelser for lige netop 35 år, men Barossa Valleys Old Vines Charter starter med den alder. Sydafrikas Old Vines Project siger det samme og Maule-samarbejdet Almaule med fokus på país-stokke gentager tallet. Californiens Historic Vineyard Society har bundniveauet ved 50 år og går man til franske vinmarker, italienske og spanske er niveauet typisk også omkring 30-35 år, hvis man spørger vinmagerne og bønderne, mens dem, der virkelig mener det, bruger vieilles vignes, vecchie viti og viñas viejas om stokke fra 50-60 år og opefter.
Et er sikkert. Verdens samlede flok af gamle vinstokke har fået lov at blive stående på trods. De er besværlige at pleje, de er skrøbelige og de yder slet ikke nok til at tilfredsstille moderne behov for stabile høje udbytter. Til gengæld er det de yder åbenbart af en kvalitet som nogle værdsætter. Det ER nemlig først og fremmest på grund af kvaliteten af deres frugt, at de hyldes. Samtidig repræsenterer de i dag en værdifuld genetisk pulje, som kan få stor betydning for fremtidens vindyrkning og vinfremstilling i en tid med klimaforandringer og biodiversitetskrise.
Hvorfor er det ikke alle druesorter, der bliver gamle? Overordnet er den vigtigste forklaring vinområders sygdoms- og driftsmæssige årsager. Når Bordeaux ikke har ret mange gamle vinstokke er det først og fremmest fordi området har været og relativt set fortsat er udsat for fugtighedsbaserede sygdomme som meldug og råd, men også fordi producenterne gennem det 20. århundredes fokus på udbyttemaksimering har satset på varianter af de vigtige druesorter, der bar mere frugt. Gammelt plantemateriale var ofte ikke specielt frugtgivende og virusresistensen lav, så man omplantede enten løbende enkelte stokke eller store enheder og parceller. Samme historie i Toscana, Piemonte, Bourgogne, langt de fleste tyske vinområder og over en bred kam oversøiske områder, hvor Chile og New Zealand står som de ekstreme tilfælde med tæt på konsekvent oprykning og omplantning når stokkene er maksimal 20 år gamle. Andre områder blev glemt og vinene kunne ikke afsættes og har derfor haft en forholdsvis høj andel tilbageværende gamle marker. Det gælder for eksempel nogle af nutidens mest omtalte og feinschmeckerhypede områder som Sierra de Gredos, Maule Valley, Ribeira Sacra og Mosel, hvor stokkene endda oftest er upodede. Afsætningsproblematikkerne skjuler dog de sortsrelaterede årsager til kort eller langt liv. Og man ender i en hønen-eller-ægget-analyse. Forklaringen kommer her:
Sent modnende sorter har en tendens til at holde længere, men er det modningstidspunktet, som er afgørende? Sandsynligvis ikke. Sagen er at de fleste sent modnende sorter som carignan, grenache, monastrell, zinfandel og aglianico oftest også er Middelhavssorter eller rettere; de kan leve under vandfattige forhold – nogle siger endda de trives i tørke. Så udtalt er det nok ikke, men pointen er, at det er mere selve klimaforholdene, som giver det lange liv fordi den slags vinområder sjældent er hærget af fugtighedsbaserede skavanker som meldug, råd og diverse vira. Samtidig er de druesorter og de typiske vinområder ekstensivt dyrket; med andre ord får vinstokkene lov til at yde, hvad de kan og presses ikke af hverken indbyrdes konkurrence om vand og næring eller kunstigt tilført gødning, som pacer planterne. Beskæringen er heller ikke så hård som i mere intensivt dyrkede områder og planterne har derfor også langt mindre risiko for ”infektioner” gennem beskæringssår. Guyot-beskæring er for eksempel også en meget unaturlig måde for planten at vokse på. Beskærings- og opbindingsmetoder, der følger vinplantens naturlige egenskaber som lian og klatreplante fremmer levedygtigheden. Tænk bare menneskeligt her: Stress forkorter livet!
Når chilenerne og sydafrikanerne rykker stokkene op efter 15-20 år, skyldes det udbyttereduktion og her kommer en vigtig pointe i forhold til videre levetid. Udbyttereduktionen skal gerne modsvares af tilsvarende højere pris pr. vægtenhed eller pr. solgt flaske. Billigvinsfokuserede vinområder har derfor også meget sjældent høj gennemsnitsalder på vinstokkene. Kunderne vil gerne betale mere for vin fra gamle vinstokke, men hvorfor vil de så det? Relikvietankegangen betyder noget. Det kulturhistoriske aspekt betyder noget, men hovedårsagen er smagen på vinen og her er vi ved årsagen til vinbøndernes og producenternes forsvar for de gamle vinstokke; de laver særlig vin.
Udbytterne falder med alderen og plantens energiforbrug bliver mere koncentreret om færre og mindre klaser, som omvendt resulterer i mere koncentreret frugt og mere tørstof fra højere skind-kontra-most-faktor. Gamle vinstokke har et veludviklet rodnet, der altid har adgang til vand under tørke og sjældent suger for meget vand op ved perioder med meget nedbør. Nogle vinmagere siger at det er koncentrationen i druerne, som giver det særlige, mens andre fremhæver de gamle ”erfarne” stokkes evne til altid at skabe balancerede druer. De er simpelthen mindre årgangsafhængige. Flere producenter, som jeg har talt med, Christian Hermann fra Mosel, Giles Cooke fra Thistledown og ikke mindst Tegan Passalacqua fra Turley Wine Cellars og Sandlands nævner dog planternes evne til at fuldmodne fenoler, skind og kerner og til dels stilkene, ved lavere sukkergrader. Planten giver simpelthen simpel modenhed tidligere og det er væsentligt for de varmekrævende sorter især fordi det holder på friskheden. De samme vinmagere snakker dog også om planternes indlejrede egenskaber fra en tid FØR systematisk og teknologisk planteforædling. Frugten er helt enkelt mere kompleks – ikke nem, sikker og stabil at håndtere, men meget mere spændende.
Hvor er de ældste?
Enkeltstående vinplanter
Blandt verdens ældste vinstokke regner vi dog ikke de enkeltstående vægklatrende stokke i Slovenien og Nahe som seriøse i vinsammenhæng. Det ER overordnet i dag stadig områder som Barossa Valley, Clare, Eden og McLaren Vale i Australien, Swartland i Sydafrika, Maule og Itata i Chile samt Lodi, Clarksburg, Amador og Dry Creek og Alexander Valley i Californien, som har gamle stokke i stor stil. I Europa er det specielt Spaniens Rias Baixas, Sierra de Gredos, Aragon, Priorat, Tenerife Portugals Colares, Italiens Etna og ikke mindst ret store parceller i Saar og Mosel i Tyskland, som har gamle stokke, både i podede versioner og upodede udgaver.
Til mit foredrag om gamle vinstokke, som fandt sted i januar på Hotel Admiral i København havde jeg udvalgt en serie vine på kendte og ukendte druesorter, der alle afspejlede to pointer: Personlighed og ikke mindst MIN smagspræference. Tjek dem og lav din egen test af vin på gamle vinstokke.
Listen hedder:
Monument 2022, Alheit Vineyards – sydafrikansk semillon plantet i 1930’erne i Franschhoek
Leirana Genoveva 2022, Forjas del Salnés – albariño plantet i starten af 1800-tallet i Rias Baixas i Spanien
Albert Shiraz 2021, Teusner – syrah fra stokke plantet i anden halvdel af 1800-tallet i Barossa valley
This Charming Man 2023, Thistledown – grenache fra 1920’erne i McLaren Vale i Australien
Turris 2017, Niepoort – aldeles vidunderlig fieldblend fra lige 1900-tallet i Douro-dalen i Portugal
Charmes-Chambertin Très Vieilles Vignes 2017, Domaine Roty – pinot noir plantet i 1881 – overjordisk naturlig pinot-essens
Barolo Pira Vecchie Viti 2018, Luca Roagna – Nebbiolo fra 1937, guddommelig rødfrugtet og svævende barolo fra en anden tid!
Prephylloxera 2022, Tenuta del Terre Nere – nerello mascalese fra slutningen af 1800-tallet på Etnas skråninger – krydret, fast og intens
Château Haut-Bailly 2019, Pessac-Leognan – cabernet sauvignon-domineret blend med dominans af fieldblend fra kerneparcellen på 4 ha fra 1910. Der er endda gamle glemte bordeaux-sorter i!
Dits del Terra 2021, Terroir al Limit – carignan fra omkring 1920 i Priorat-områdets højder.
Cinsault Bechtoldt Vineyard 2023, Turley Wine Cellars – cinsault fra 1880’erne i ren sandjord i Californiens Lodi – absurd drikkelækker cinsault
Riesling In der Herzlai Spätlese 2023, Dr. Hermann – riesling fra 1890’erne i en højtliggende amfiteaterlignende lomme af Treppchen-marken. Rørende naturlig intensitet uden heftighed.
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her
