Det er simpelthen ikke muligt at smage fire af Côte d’Ors fineste grand crus og slet ikke fire af områdets fornemste og dygtigste producenter op mod hinanden mere.

Jeg indrømmer det blankt. Man må holde sig til. Mænge sig med folk med penge på lommen og først og fremmest viljen til at dele. Forleden havde en af den slags mennesker kaldt en lille skare til deling. Socialisering med pinot noir i glasset, samtaler. Drøftelser, vilde meningsudvekslinger på tværs af bordet og bramfrie udmeldinger, der virkede som om de kom fra folk, der smager den slags vin hver dag… eller en gang om ugen. Man ER simpelthen nødt til at smide al bævrende pengenervøsitet og ydmyg værdibenovelse overbord og lade som om det er ”normal” vin. Desværre…. (forsættes)