Normalt skal du have Grand Cru abonnement for at læse artiklen, men vi har frigivet den til alle medlemmer. God læselyst!

I min gamle kinabog fra 1980’erne med afdampede vinetiketter sidder Faustino I 1975 og Marques del Romeral 1975, begge gran reserva. Skrifttyper med krummelurer og fødder, guldtråde på flasken og gengivelser af aldrende bygninger eller Rembrandt-malerier. Der var stil over flaskerne. I dag signalerer den slags ikonografi og design håbløs bagud skuende verdenssyn og vinopfattelse. Faustino I har sit publikum, faste i troen, stilforelskede kunder og vinøst bevarende individer, hvis vinopfattelse handler om alt andet end frugtighed. Hver sin smag, men arrogante fnys og hovedrysten over outdatede opfattelser og vinproduktion fra en svunden tid nytter ikke noget – og det værste: Du forhindrer dig selv i at få indsigt, udsigt og udvidet dit vinbillede.

Gæringstankene hos La Rioja Alta i Haro

Gammel rioja er blevet en ting. Noget en del vinentusiaster med vilje opsøger fordi vinene holder chokerende længe og priserne i forhold til de fleste andre lagringsdygtige vintyper aldrig rigtigt er blevet auktionsynglinge. Priserne er til at kommer i nærheden af og ofte dukker der hos importører små eller større partier op fra tvangsrealiserede restaurantkældre i Spanien eller Tyskland.

Dengang, før moderne tilføjelser i appellationen Riojas reglement med mulighed for landsby- og vinmarksangivelse, handlede kvalitetsstigen udelukkende om lagringsregimet. Crianza var lidt finere end joven, reserva endnu finere og gran reserva var podietoppen. Dengang styrede de store og gigantiske bodegaer markedet. De sugede druer fra hele Rioja og de små vinbønders slid i marken. Bodega Faustino, Bodega Bilbainas, Bodega Urbina, Marques de Riscal, Bodegas AGE, Muga, Murrieta, Berberana… fortsæt bare selv, her blot fra hukommelsen. Ingen af dem lavede vin med nærmere stedangivelse end Rioja, mens enkelte af dem vandt plusanseelse i samtiden for særligt gode og ekstra langtidslagrede rødvine som for eksempel Lopez de Heredia og Marques de Murrieta. Helt specielle var Lopez de Heredia med angivelse af vinmark, Bosconia, Cubillo, Gravonia og Tondonia, mens man skulle kigge ekstra godt efter på CVNE’s vines bagetiket for at finde deres gran reservas oprindelse i det baskiske Rioja Alavesa.

Små selvstændige vinbønder havde ikke råd til eller mulighed for at fremstille vin og i tæt på alle druehandler blev man betalt efter tonnage. Selvsagt ikke fremmende for kvaliteten, men selvfølgelig var der forskel. Lopez de Heredia baserede faktisk deres produktion på egne marker og bodegaer som CVNE og Marques de Murrieta fik ry for særligt høj kvalitet på deres reservaer og gran reservaer.

Og… hvornår var så ”dengang”? De eksisterer alle sammen stadigvæk, men storhedstiden var 1900-tallets midte og tiden op til slow-motion-revolutionen i 1990’erne, hvor opkomlinge eller vitaliserede mellemstørrelse-bodegaer som Artadi, RODA, Remirez de Ganuza, Sierra Cantabria og Benjamin Romeo overtog prestigen. Siden er der som bekendt vendt endnu mere rundt på Rioja image og succes med ”bourgogneagtigt” lokalitetsfokus, domænedrift, højlands- og enkeltmarker og fuldstændig forsagelse af både fransk og amerikansk egetræ og ”latterlige” lagringsregimer.

Så vidt jeg ved så sælger rioja stadig rigtig godt. Supermarkeder sprøjter fortsat vin fra området i folks indkøbsvogne og både Hr. og Fru Danmark kan uden at have læst en vinbog eller studeret på WSET nævne rangordenen crianza, reserva og gran reserva og deklamere Rioja som hjemstedet, men Rioja som brand er nu klart opsplittet. De trendy vindrikkere går efter small scale producenter, frugtstyrede helklasemacererede friskheder, øko-natur-bio-idealer, gerne gamle vinstokke og gerne garnacha, mens de rigtigt store mængder fortsat flyttes af de klassiske amerikanerfadsinfluerede vaniljeduftende enten mørke moderniteter eller de lysere old school-kendisser som netop Bodegas Faustino. De færreste veksler mellem de to grupper, men her kommer pointen: Alle dem, inklusiv mig selv, som jubler over Riojas positive udvikling og fokus på diversitet, mangfoldighed, leg med stil og druer, bør unde sig selv at smage fortidens mestre i den klassiske reserva- og gran reserva-kategori. Selv de meget store og umiddelbart mindre kvalitetsdedikerede bodegaer lavede vine i 1960’erne og 1930’erne og endda før, som i godt opbevarede udgaver stadig holder!

Det gjorde jeg forleden, hvor én af vores smagegruppes mere konservative vindrikkere havde samlet sammen over lang tid til en enestående gennemgang af CVNE’s to flagskibe Imperial og Viña Real tilbage til 1930’erne. Og skal vi lige få det på det rene med det samme: Ja, du må gerne sige [’cune]. Firmaets fulde titel er Compañía Vinícola del Norte de España, deraf akronymet CVNE, men på et meget tidligt tidspunkt accepterede man ”folkets røst” og begyndte selv at omtale sig som Cune. I dag er CVNE en gruppe med tre selvstændige vinerier; CVNE, Viña Real og Contino, men vores smagning startede med vin fra 1982 og dengang var Imperial og Viña Real blot to forskellige vine med forskellig oprindelse for druerne. Contino kom til i 1974 og lever fortsat sin helt egen profil med blandt andre enkeltdruevinen Graciano og enkeltmarksvinen Viña del Olivo.

CVNE blev grundlagt i Riojas succesperiode og barndom i 1880’erne med vineri i den kendte stationsby Haro. Al frugt var købt af vinbønder dengang, men kort inde i 1900-tallet var forskellen på Imperial og Viña Real lagt fast. Imperial, tappet på bordeauxflaske, var baseret på druer fra Rioja Alta lige omkring Haro, mens Viña Real, tappet på bourgogneflaske, stammede fra druer i det højere liggende og noget køligere Rioja Alavesa op mod Riojas nordgrænse ved bjergkæderne Sierra de Cantabria og Sierra de Toloño. Begge vine blev oftest fremstillet som gran reserva, men findes også i reserva-udgaver og endda i de særlige (ikke-lovmæssigt styrede) reserva especial eller gran reserva especial. Selvom lovkravene siger 1+1 år, fad og flaske, for reserva og 2+3 for gran reserva, også tilbage i midten af 1900-tallet, så var der kutyme for hos CVNE med noget eller meget længere lagring før salg. Tre år på fad og 4-5 år på flaske før salg var ikke unormalt for Imperial, 1947 lå 13 år på amerikanske fade og gennem 60’erne fik Viña Real ofte 6-8 år, sågar 9-10 år, på fad – krigsårgangen 1942 fuldstændig afsindige 18 år på fad! Begge er i perioden gæret på betontanke, ofte op mod tre måneders maceration.

Det er mystisk så godt gammel rioja holder, specielt når vi ved, at markarbejdet var traditionsbåret fremfor optimeringsbåret, druekvaliteten temmelig sikkert anløben og produktionsforholdene mindre teknisk styrede end nu, men der ligger et sammensurium af årsager bag. Her er de:

• Tempranillo har faktisk syre og temmelig meget tannin, hvis høstudbytterne holdes lave og i midten af 1900-tallet havde Rioja-bønderne ikke råd til kunstgødning. Får tempranillo hjælp af graciano tilføres endnu mere syre.
• Høsttidspunktet var af vejrmæssige årsager tidligere end nu.
• Ekstraktionen var langt grovere end nu – tannin fra skaller og kerner betød mere.
• Tilsætningen af SO₂ var ret sikkert betydeligt højere end i dag.
• Lagringsregimet! Det ER den vigtigste årsag. I modsætning til, hvad man skulle tro, så var de lange fadlagringsperioder med til at ”hærde” vinene. Omstikning blev gjort mange gange fordi man skulle af med polymeriserede fenoler og under omstikningerne fik vinene sulfit. Der er lidt faglig tvist omkring vinenes ”hærdning” – var det iltudsættelsen, der styrkede vinene eller var det det ekstra skud sulfit, som gjorde vinene stabile. Svaret svæver stadig.

Med så gamle vine er der kæmpestor risiko for flaskevariation. Derfor kan de store årgange klare sig dårligt, hvis flasken har været skidt opbevaret og velopbevarede flasker fra mellemårgange kan stråle. Det oplevede vi også her.

Vi smagte:

Viña Real Gran Reserva 1982
96
Turen ned i det gammeldags aromaunivers begyndte her. Drop alle dagligvinsidealer og livlighedskrav om frugtighed i seriøst god vin; her handler det om VIN – som i vin i gamle dage. Forventet brun kant, ja, og duft af fræset cedertræ, rust, beslag, bourbon, schweizerbolsjer og senere… og vi snakker MEGET senere, for den blev ved med at ændre sig, Cohiba eller Montecristo cigar. Fast og hård som en kold jernstang i midten af munden, men forbavsende frisk og dog kandiseret rød bærfrugt bløder op og eftersmagen er uendelig lang med hale af toffee og old Jack Daniels.

Imperial Reserva 1978
84
Udtalt kaffepræget, slow roast kenya, hasselnøddeskaller og bekymrende niveau af VA, men man skal flytte sine grænser for accept af den slags når der står gammel rioja i glasset. Med luft blev andre estere bygget på og overtog næsen. Sorte oliven, lys flødekaramel og igen tørrede små røde sommerbær og et ordentligt skud bitterstof i eftersmagen, som aldrig får tilpas frugtsødme eller viskositet til balance.

Viña Real Gran Reserva 1976
96
Der tegner sig allerede et billede. Viña Real er den raffinerede og slanke rioja, mens Imperial er den mere muskuløse. Næsen har champignon, syltede karl johan og mørk misopasta, endda pludselig amarena kirsebær fra krukken, sød tamarin og rustafbankning og støv på loftet. Smagen minder om purerede brændte kastanjer med burgundisk silketannin og på alle måder vinbehagelig struktur og luftig eftersmag. Stor rioja.

Imperial Gran Reserva 1973
92
Frisk løvtræ til stoleproduktionen hos Carl Hansen & Søn med nellikedrys, men så pludselig mørkner det hele og træsorten går over til mahogni med toner af japansk masterstock, myrra og arabisk oud. Oliventapenade og tørrede tranebær supplerer og den er sexy og inciterende. Silketannin igen, men hov! Det er jo Imperial. Letløbende og småbitter i en meget dragende eftersmag.

Viña Real Gran Reserva 1970
?
Her overskrider vi klart min personlige grænse for eddikestik. Tydelig eddikemoder og nedenunder stærk saltet og oxideret mørk karamel som en oloroso sherry og det kommer den sig aldrig fra.

Imperial Gran Reserva 1964
82
Mystisk på en helt anden måde end 70’eren. Absolut ingen frugt, men det skal man som nævnt ikke være bange for – og så alligevel. Kun struktur, tannin som stål og kold earl grey. Næsen får gazebind, Draculas kiste, Imperial Leather-sæbe og endda gammel indtørret danboskorpe.

Imperial Gran Reserva 1962
94
Så for pokker! Opløftende igen efter 64’eren. Brillant og skinnende farve, tydeligt sødligt træet, kanel, vaniljestang og brændt eg, bourbon og endda blod og tørrede tranebær som en gammel chianti classico. Finkornet tannin, levende frugtsyre med viskositet bygget på og en eftersmag, der kunne læses som en Dostojevski-roman. Langvarig, dyster, deprimerende og livgivende på samme tid.

Viña Real Reserva Especial 1959
94
Markant lugt af tørret frugt. Bagt kastanje, figen, dadel, abrikos, tamarindkaramel og lugt af vinkælder i et gammeldags vineri. Viol, ribs og tranebær og så titter et acceptabelt niveau af eddikestik frem, som heldigvis holder sig indenfor min favn af accept. Fra en af århundredets helt store årgange og eftersmagen voksede og voksede både fysisk og i tid. 65 år gammel – vildt.

Imperial Gran Reserva 1955
91
Dyb rubinfarve i kernen, men 50 års tawnykant. Duften minder mig om meget gammel colheita med lugt af tovværk, brændt karamel, men uden melassefornemmelse eller banal sødme, tørverøg, koks, ristet edelsüss paprika og så pludselig gammel bordeaux med blyant, rust og solbærte. Den får noter af nylakerede sko og mahogniskab i eftersmagen.

Viña Real Reserva Especial 1951
88
Ren colheita-næse med figen, dadel, mørk miso, usvovlet abrikos og kulsort espresso. Fast, tør ja, men kandiseret og virker nærmest som om der er restsukker. Får mindelser om 100 år gammel portvin.

Imperial Gran Reserva 1938
92
Neville Chamberlain viftede med sin Hitleraftale i 1938, mens vinbønderne i et borgerkrigshærget Spanien troligt høstede druerne til den her! Fuld af volatil syre, let acetone og balsamico, men stadig med solid bondsk rioja nedenunder. Zoologisk have, nature vibe, gammel bourgogne og kjoleskabe hos farmor. Dyb rubin farve, klar, minder nærmest på en vild måde om natur poulsard fra Jura og cremer magisk i den skarpe eftersmag. Lever skam stadig. Og lever smukt.

Tak for vin til vores generøse vært