Markedsanalytikere melder køligt om prisfald i toppen og har gjort det i snart et år nu, men flere taler også om begyndende afsætningsproblemer i mellemlaget og bunden fordi både 2022 og 2023 har givet rigeligt med vin og det generelle prisniveau på bourgogne er blevet så højt, at mange søger alternativer. Uanset om man som jeg er idealist og romantiker på Bourgognes vegne eller man er investor og fokuseret på afkastpotentialet og betragter Bourgogne som en commodity så er øjeblikkets galskab noget man må forholde sig til.

Bourgognes enestående prisrekordholdere, vi kender dem alle af navn… DRC, Roumiers Musigny, Rousseaus Chambertin, Leroy og d’Auvenays fulde sortiment, lever i deres eget univers og selvom producenterne ikke altid sender vinene på markedet til horrible priser, så bestemmer markedet at priserne skal helt op i det absurd horrible. Sådan er det – der er dog én eller anden form for hold i historien, en track record, en almen accept af producenterne og vinmarkernes særlighed og dygtighed. De seneste 5-10 års jubel omkring bourgogne og toppens indflydelse på resten af markedet har dog åbnet op for en helt ny type nichesucces. Lad mig bare i mangel af bedre ord kalde dem for kultbourgogner.

Mikrobønder, helt unge og nye, nano-negocianter, ofte med hældning til det naturlige, helklasebaseret rødvin, lav eller slet ingen tilsætning af sulfit og først og fremmest udgangspunkt i mellemklasse-terroirs, lavere rangerende områder og kommuner. Der opstår en slags sideordnet galskab, som i udgangspunktet handler om det unikke, det kontroversielle, det personlige og det ukonventionelle. Og når mængderne er så små som de vitterligt er, så overstiger efterspørgslen, selvom producentnavnene ikke engang er almindeligt kendte, udbuddet og vi har balladen. Internationalt kaldes de ofte unicorn wines, men betegnelsen er fejlagtig fordi enhjørninger er fabeldyr, de findes ikke og det nytter ikke at lede efter dem, mens disse vine jo findes, de står jo lige her.

Læs videre om vinene med fuldt medlemskab.