Mine aftener i Paradis 6

Modsætninger mødes… og splittelse opstår! Det er virkelig ikke altid, at sød muzak følger – skulle jeg hilse at sige. I vores vinklub, der snart når sit smagning-nummer-halvtreds-jubilæum var der kaldt sammen forleden og vores vært gjorde det gode ved mig, men fornærmede vist de andre.

Fornærmelse er nok hårdt sagt, for lærdom og indsigt og referenceudvidelse skal man aldrig kimse ad og vores ærede medlemmer fik sig én på opleveren, men gik ikke over til den sjove, undskyld, skøre… undskyld, mørke, undskyld, mærkelige… nej, vilde side, men blev på den sikre trykke og kendte side. Man kunne endda sige den sikre ”bred”, for aftenens helt store trio og kvartet var ultraklassisk bordeaux fra højre bred, rene stateligheder og nobiliteter, der fik mindet os alle om, at både pomerol og saint-emilion er sat i verden for at glæde tænkende mennesker.

Bordeaux’ status som primus inter pares gælder som bekendt slet ikke mere, men der var en årsag til placeringen i toppen af vinhierarkiet – der var nok flere årsager, men her vil jeg blot fremhæve den rent smagsmæssige fremfor klogere pull-faktorer som nem adgang til verdensmarkedet, Englands historiske kobling til området og centralistisk og nationalfransk fokus på fornemhed, finkultur og finesse. Smagen af merlot, cabernet sauvignon og cabernet franc i grus, ler og kalksten har lært hele verden, hvad ædel tannin, ægte vinkompleksitet og balance er. Vi vil alle sammen have alt muligt andet nu om stunder, Bordeaux og bordeaux lugter af has-been, overklasse, verden af i går og antimode, men når et af Saint-Emilions stadig alt for oversete, ja sgu, det mener jeg altså, slotte, Château Figeac, kommer i glasset i årgang 1986, 1989 og 1990 giver begrebet klassicisme SÅ meget mening. Senhalvfemsernes ekstraktions- og egefadsjubel på højre bred fik også et skud for boven med en svedig merlot-domineret kvartet fra 1998.

Vi fik også riesling, der smagte af furmint, chenin blanc, vredne sten, palomino og umulig tørhed tilsammen. Armin og Carolin Diels Burgberg, der ligger som den første stejle skifermark i perlekæden af tre grosse lage ind mod Burg-Layen på det sydvendte strøg i en sidedal til Nahe. Jeg må blankt erkende at mit kærlighedsforhold til andre af Nahes helte som Schäfer-Frölich, Emrich-Schönleber, Dönnhoff, Gut Hermannsberg og Kruger-Rumpf har sendt Schlossgut Diel i min glemmebog, helt ufortjent. Til gengæld fik vi som finale riesling, der smagte af riesling, mosel, der smagte af mosel, fra det skelsættende år 1971, hvor alt gik op i en højere rieslingmæssig vejrenhed, mens myndighederne indførte den katastrofale berygtede tyske vinlov. Johs. Christoffel Jr. var ligeglad. Han udnyttede vejret til at skabe en legendarisk auslese med tre stjerner fra Würzgarten.

Første vin
Mosel og de påtrykte modenhedsgrader kan snyde med alder. Jeg blev snydt, men her stod en mosel riesling, ingen tvivl. Fritz Haag var allerede dengang stærk og stabil og de 75 højdemeter grå- og blåskiferprægede steilhang ved Brauneberg var allerede berømte. Juffer Sonnenuhr Spätlese AP7 2001 (94) var gylden og honningsød, spejlren og helt uden old timer riesling-voks, kun dåsefersken, mandarin og lav alkohol med limesaftig syre, lys karamel og karry fra muligt mikroskopisk indslag af botrytis – på trods af prädikatsniveauet, men husk, der er ingen regler for det.

Første flight
Fire årgange af Diel-familiens stolthed fra Burgberg ved Dorsheim, den østligste i trioen Pittermänchen, Goldloch og Burgberg, fuld af quarzit og nærmest uden næring og evne til at holde på vandet. Det giver stenet vin, klippevin. 2017eren, 2013, 2009 og 2005 var så stenede, at jeg længe ikke troede på riesling, men syren trak langsomt til druen over dem alle. 2017 (95) var indadvendt, en smule blomstret og med sød pære, mens syren skar behageligt i tungen og der var citrusfrugtskalsbagside i eftersmagen og fantastisk intensitet med flagesalt. 2013 (94) havde fed banan, pære, papaja og limekaramel i næsen, mens smagen var røget, bærmepræget og tør med tør på… og så igen den vildeste intensitet. 2009 (90) var mere alderspræget med voks, saltet citron og æblemos, men igen grotesk intensitet, slank struktur og så desværre lidt harsk smør i eftersmagen. 2005 (95) var dyb og olieret med sødmefuld pæremos og fersken, smagen olieret, viskøs, og igen løftet af vild syre og smerteintensitet, moden tør riesling når det er bedst.

Andet flight
What, what… what the fuck, whaaaaaaaatt!!!!

Min fars vinstokke. De gamle, de krogede, dem, der giver de mindste og mest koncentrerede savagnin-druer fra Jean Francois Ganevats Chalasses-parcel på blå mergel – de vinstokke har siden 2004 leveret ekstrakt til hans Les Vignes de Mon Père, Min Fars Vinstokke. Jeg har aldrig smagt den før, har haft den stående på min ønskeliste, men har ikke gjort nok for at få ønsket opfyldt, åbenbart… hidtil, men nu, i aftes, vendte heldet tilbage. Den, der venter længe nok, kan som bekendt blive kejser i Kina og det blev vi så i aftes. Ganevat pusler om vinen i 130 måneder! Én eneste foudre, 600 liter, toppet op løbende, men uden omstikning og UDEN sulfit i 130 måneder! Resultatet er mageløst, rystende, skræmmende, orgiastisk, gruopvækkende, lokkende, bragende, sitrende, saltet, kontroversielt, særligt og vidunderligt. Nøj, hvor den skiller vandene og ih, hvor der er stor forskel på årgang 2007 og 2008.

Ganevats kælder er så inficeret positivt med de saccharomyces-varianter, der giver flor, selvsagt på grund af produktionen af sous voille-vine og vin jaune, at selv et optoppet fad får indslag af flor – specielt når vinen opholder sig oxidativt i kælderen i 130 måneder. Jeg går ud fra der er flere centimeter bærmelag i bunden af fadet – vinen opfører sig sådan og i 2008-udgaven (97) har det givet gærblomst, intens stødt æble, bagte æbler, champagnebredde uden bobler, smask-lige-i-fjæset-aroma og afsindig høj syre med smerteintensitet på grænsen. 2007eren (98) er mere jazzet, bærer præg af skindkontakt (?), prut, krudt, berliner weisse, geuze, saltet citron, salt, tang, pærekaramel i pollen og mundvandsdrivende syre. Hvordan Ganevat teknisk set holder sin vin 130 måneder på fadet uden sulfit og får så heksekunstagtig væske ud af det, ved jeg ikke. TAK for savagnin.

Kalibrator
Gaston Chiquets Special Club 2013 (94) viser, hvad årgangen handler om i Champagne. Koncentration, frugt og dybde med syre. Her røget og reduktiv stil a la Dom P. Afsindig, men præcis syre med frugtdybde og toast til perfektionistisk balance

Tredje flight
Der går alt for lang tid mellem smagninger af moden bordeaux. Det er min egen skyld, man kan jo bare skaffe det, hvis man vil og det vil jeg åbenbart ikke, men vores vært begavede os med en trio fra Saint-Emilion-stateligheden selv; Château Figeac. Slottet ligger på grusbanken lige ved grænsen til Pomerol og Cheval-Blanc, som faktisk var del af den samme ejendom i 1800-tallet. Med grusjord kan cabernet sauvignon modne og Figeac er derfor altid karakteriseret ved høj andel cabernet sauvignon, i 80erne typisk  en tredjedel eller mere i blandingen sammen med cabernet franc og merlot. Slottet burde være PCC A, men er kun B og afvisningen i 2012 skyldtes udelukkende for lav salgspris! De fleste regner med at Figeac ryger op i år når Saint-Emilion-klassifikationen skal revurderes. Der er jo også plads efter Ausone og Cheval-Blanc har trukket sig helt ud af klassifikationen. Vi fik Figeac fra 1986, 1989 og 1990. Og der var intet spor af de TCA-problemer den tidligere direktør Eric d’Aramon har indrømmet var en kæmpeudfordring i årene omkring 1990. Thierry de Manoncourt, som døde i 2010, lignede i øvrigt sin egen vin, slank, fornem, adelsmandsagtig og distingveret. I dag er selveste Michel Rolland konsulent, men det var han ikke i 80erne. 1986 (93) smagte af venstre bred, fuld af cedertræ, læder, rustne jernplader, jordet og brændt med sort peber og rosenpeber, mens smagen var raffineret, blidt uldpræget, fuld af finkornet tannin og næsten burgundisk fraicheur. Kæmpe overraskelse. 1989eren lugtede af Cohiba-cigar, Joselito-skinke, solbærgren og kirsebær med stram, statelig smag, rankhed som Manoncourt selv og så kom 90erens mahogni og ny bil, en blanding af lak, mørnende mørkt træ, farmors stadsstue, mens smagen havde brændt solbærgren og slet ikke havde de samme overmodne noter som næsen. Min genvækkede kærlighed til moden bordeaux blev plejet og fodret gevaldigt her.

Fjerde flight
Det store højre-breds-år 1998 lå midt i sen-90ernes ekstraktionsjagt og fokus på fuld[læs:over]moden merlot og maksimal anvendelse af nye hårdt ristede egefade. Det var det anmelderne, de toneangivende, ville have. Det vilde er, at mange af vinene holder forbavsende godt og har fundet en paradoksal klassisk balance sent i livet. Vi fik Château Eglise-Clinet, Vieux-Château-Certan, Château Valandraud og Château Trotanoy. Jeg har efterhånden set flere, der smager venstrebred i 98erne fra Pomerol og Saint-Emilion. Det gjorde jeg også! Længe, indtil frugtsødmen og de polerede tanniner trak til højrebred. Min ubetingede favorit i kvartetten var Trotanoy (98); stor, heftig, stormende og alligevel styret, uendelig eftersmag af rosenpeber, trækul, solbær og kirsebær fra forrige årti og religiøsitet. Min andenplads gik til Eglise-Clinet (96) med sin sorte blodagtige dysterhed, spicet op med solbærgren, cigarblade, tørrede kirsebær, hvid peber og perfektionistiske strøgagtige malerkunst, der skaber relief og perspektiv. Vieux-Château-Certan var egentlig også perfektion, men dens mere tilbageholdte stil blev nok overvældet af de to naboer og ikke mindst Valandrauds ekstremistiske koncentration. VCC (94) lugtede stærkt af brett, bondsk og cabernet’sk, hestesved, solbær, tørret peberpølse, kærnemælkspræget på tungen med fasthed og pikant udtørrende cabernet-bid. Valandraud (91) startede som ren pauillac hos mig, men den ændrede sig, gik til mere slibrig og klistret merlotsødme med luft og varme. Fuld af røg, sort peber, brændt snobrød, og kød, kød og ja mere kød, også i smagen, nærmest som hårdt nedkogt glace. Afslutningen blev brændt senere.

Finale
En værdig finale og der findes ikke noget bedre at slutte på end riesling med alder. Lethed, løft, syre og udødelig kompleksitet. Kajo Christoffel kunne begå magi med sine slidte hænder i Ürziger Würzgarten. Hans 1971 Auslese (97) med tre stjerner smagte af bivoks, lindehonning, limecoulis, Werthers Echte, kærnemælkskoldskål, ferskenessens, smør, forsvundet restsødme, men sødme alligevel, luftighed, skylet, påvirkende som serien Dopesick, rørende og jeg gættede kun 15 år for ungt!

Tak for vin