Forleden præsenterede Growerchampagne et pænt udvalg af nyheder, nogle nye huse og ikke mindst nye årgange. Århus-udgaven rummede guf med guf på, flere små domæner, som jeg ikke har smagt før og nogle af mine favoritdomæner, som jeg har fulgt gennem flere årgange. Da smagningen var stående og ikke mindst rimeligt omfattende, tog jeg kun sporadiske noter og giver derfor ikke point til champagnerne og omtaler den kun kort.

Domaine d’Hélène er navnet på Pierre Hugots lille foretagende med 3,5 ha vinmarker i Côte des Blancs. Han holder til i Cramant, men har endnu ikke sendt vin fra egne marker på markedet. Derimod er hans første releases fra købte druer eller færdig basevin fra mindre bønder, som ikke selv markedsfører vine eller måske kæmper med et overset eller miskendt brand. Pierre Hugot sætter oprindelseskommune på etiketten og her smagte vi fra Sezanne, Avize-Oger-Cramant, Vertus og ren Avize. Alle baseret på chardonnay og med 3 g dosage. Stilen er sart og sprød, men specielt Vertus-versionen på 2019-base var snitsårsfremmende skarp men med toast og mild spidskommen fra fadlagring.

Nicolas Maillart er i forvejen én af mine favoritter, jeg køber det selv til kælderen, leverede en kvartet med udgangspunkt i 2019- og 2020-base. Nicolas Maillart holder til i Eceuil lidt syd for Reims med vinstokke i sandjord, adgang til gamle planter af unik genetisk kvalitet og specielt pinot-fokuseret. Platine på pinot noir, chardonnay og meunier med 2,5 g restsukker osede af røde bær med den sædvanlige naturlige sødme, som kommer fra perfekt modne bær. Rosé-udgaven var markant fadpræget, også mere end jeg husker den fra tidligere. Topvinen Les Loges på 2019-base uden dosage var en bondeknold i smoking, ligefrem, heftig og robust, men raffineret fenolisk og pågående rødbærpakket. Det var dog Montchenot 2019, som gav mig gåsehud. Pur pinot noir med richesse og dybde, udadvendt strutmoden kirsebær og noget, der kunne minde om gevrey-chambertin med bobler.

Clandestin styres af Benoit Doussot og har udgangspunkt i Côte des Bar. Tidligere fik Benoit hjælp af Bertrand Gautherot fra Vouette & Sorbée, men det skulle vist være stoppet. Hans pinot noir-versioner fra henholdsvis nord- og sydvendte skråninger, Boréal og Austral, var begge skarpt ladte med krudt og kirsebærkugler, især Boréal (2022) med markant kirsch, hindbær og sødme, men samtidig snittende syre.

To nyheder (for mig) vakte min begejstring. Især Thibault Tassin, men Domaine Léon var tæt på. Clement Léons Echevêtrer (2021) var nærmest roséfarvet med toast, nougat, malt og flødekaramel med kirsebærsaft i. Dagens højdepunkt kom dog med Thibault Tassins Les Fioles 2020 på kun 11,5 % og med lavere tryk end andre i smagningen. Ren pinot noir, koncentreret som en grand cru fra Vosne-Romanée, men fin som riesling fra Rheinhessen, aromatisk i familie med jura-pinot, semibondsk, semiadelig, fremragende og værd at sniffe til en hel aften… dog også royal at drikke! Jeg skal have noget øjeblikkeligt! M. Godmé-Guillaume V.V.V. (2021-base) var næsten lige så god, men fik også mere smørelse af chardonnay og løftet forårsparfume og højere læksefaktor.

Jeaunaux-Robin i Côteaux du Morin var repræsenteret med Eclats de Meulière, som igen var jazzet og atonal på den givende måde. Lækker, bitter, heftig, cool, klistret og med meunier-cut. Clement et Fils’ Myosotis Champétre på pinot noir og chardonnay havde den vildeste lugt af Yoggi-drik med jordbær, ymer og kandis. Barrat-Massons Fleur de Craie af ren chardonnay fra Sezanne havde den sædvandlige salte stil med kalkstøv på toppen og pisket smør med kærnemælk. Perrine Fresne stod med RIGTIG rosé de saignée (2021) og smagte gammeldags på den fede måde.

Julien Prélat overraskede mig for år tilbage ved sin danske debut og de nye vine bekræftede. Bedst var Presle på chardonnay og 2022-base med corton-charlemagne-statur… rent ud sagt! Les Reines havde mere tydeligt fad, men bevægede sig stadig rundt oppe i Corton-Charlemagne i kropslighed, mens La Lemblée, som Julien Prélat laver pinot blanc fra, var isnende, skærende, præcis og saltet. Les Côtes på pinot gris var for oxidativ til min smag.