Jeg vil også være kalif… eller grand cru
Vi kender dem godt. Amoureuses, Clos St. Jacques, Perrieres. Vinmarker på Côte d’Or, der burde være grand cru, men som af mere eller mindre tilfældige årsager ikke blev klassificeret som sådan tilbage i 1930erne da AOC-lovgivningen blev implementeret. Nogle af markerne har oven i købet meget få producenter, der til gengæld evner at understrege markens potentiale. Clos St. Jacques har kun fem ejere og de laver alle fremragende bourgogne. Amoureuses har lidt flere, men markens potentiale er svært at skjule. Sjovt nok er det premier cru-marker i næste geled, der konkret arbejder på forfremmelse. Så vidt jeg ved er der ingen aktivt arbejdende vinbønder bag et krav om forfremmelse til de tre nævnte, men både Les St. Georges i Nuits og ikke mindst Rugiens i Pommard har gjort hoserne grønne hos myndighederne. Historisk har de en sag. Også geologisk og topografisk, men for os vindrikkere handler det lige så meget om standarden på de vinmennesker, der dyrker planter og laver vin på skråningen.

Les St. Georges lider lidt under den generelle mangel på status for Nuits – og der kunne man så argumentere for at savnet af status netop skyldes at kommunen ingen grand cruer har, men producenterne forløser ikke rigtigt markens muligheder. Boudots ejere har ingen ambitioner om grand cru-status, men der er standarden betydeligt højere end i Les St. Georges. La Grande Rue blev forfremmet i 1992. I Pommard sendte producentunionen ansøgningen på vegne af Rugiens og Epenots i september 2013 og de obligatoriske tre år er nu gået. Måske er afgørelsen på trapperne.

To af Rugiens mestersangere er Nicolas Rossignol og Domaine Michel Gaunoux og for nylig sammenlignede jeg deres 2010. Begge var klart på grand cru-niveau! Væsensforskellige og alligevel i kernen elementært store bourgogner. Jeg tænker meget sjældent ”pokkers, den er taget for tidligt”, for stor vin har noget at byde på gennem hele sin udvikling, men lige her må jeg indrømme splittelse. På den ene side en ubegribelig stor bourgogne, magtfuld og statsmandsagtig, på den anden side en uforløsthed, noget ufærdigt, hvor slutproduktet kun antydes – en slags vinøs Sagrada Familia. Nicolas Rossignol havde så vidt jeg ved kun adgang til frugt fra Rugiens i 2009 og 2010 og jeg har ikke kunnet afklare om frugten stammer fra den nederste Bas-del eller den øverste, Haut-del.

Alexandre Gaunoux’ parcel ligger i Rugiens-Bas. Rossignols Rugiens rummer næsten 100 % hele klaser og blev ikke udsat for maceration før gæringen på naturgær. Han omstak ikke vinen én eneste gang. Fanatisk, frenetisk, fantastisk frugt, en blanding af kirsebær og granatæblekoncentrat med troldeagtige indslag af formuldede mostotter og løvtræskviste. Pommard plejer sit image som Côte de Beaunes Chambertin, men det her er mere som ideen om Volnay… eller Musigny. Indhyllet tannin, svøbt i perfektionsmoden bærfrugt, på grænsen til overmodenhed og alligevel komplet uden brændende alkohol eller sveske.

Nicolas Rossignol ligner en fransk superhelt, massivt ansigt og kompakt krop – ligesom hans vin. Alexandre Gaunoux ligner til gengæld en tegneseriefigur fra et Franquin-album, men hans vin er udødelig. Og metoderne er fra en anden tid, men det understreger blot udgangskvaliteten på druer og most. Her afstilkes alt og gæringen sker i enorme åbne trækar med lang trækketid efter alkoholisk gæring. Typisk lys rød frugt, transparent farve og fuldstændig lige så splitter ragende nøgen som Rossignols Rugiens, åbne arme og modtagende blik, men mere afpillet, balsamisk med svampe og peanuts, japansk shoyu og tanninangreb som en blød skummende stillehavsbølge, umulig at stoppe, men lun og rar. Begge vine gør ondt af intensitet og selvom de muligvis har batteristyrke til 40 år, danser de tango lige nu. Er der nogle derude, som har mere af det her?!