Kongen er død, længe leve kongen. Næsten, i hvert fald. Jeg aner intet om de personlige relationer mellem husene Trimbach og Hugel, men de har dog gennem over 40 år haft interessefællesskab i mere end blot Alsaces ve og vel. De har begge indædt bekæmpet Grand Cru-kategorien – ikke fordi de er imod kvalitetsrangordning, slet ikke, men fordi kategorien allerede fra starten, efter deres mening, blev alt for omfattende, både i antal og i de enkelte markers pludselige udvidelse og omfang. Trimbach har brudt den åndelige overenskomst og sendte i 2015 årgang 2009 af Grand Cru Geisberg på markedet og endda senest 2014 Grand Cru Schlossberg.

Hugel holder indtil videre fast, men nærmer sig et brud med lanceringen af Schoelhammer, der faktisk kunne sælges som Grand Cru Schoenenbourg. Og her kommer den journalistiske skærpelse af historien ind. Her bliver det sjovt at dramatisere, for Trimbach har regeret enkeltmarksalsacernes land længe. Zind-Humbrecht, Deiss, Weinbach eller Kreydenweiss har muligvis fået mere dedikeret følge og står for personlige stilarter, højst selvstændige fortolkninger af steder og druer, men ingen af dem har tilnærmelsesvist den historiske tyngde eller ultraklassiske, nærmest stildefinerende status som Trimbach har med Clos Sainte Hune.

Og nu vil Hugel være med. Schoelhammer fra kernen af Schoenenbourg, kunne gå hen og blive tronraner – den bider stilistisk og ikke mindst kvalitativt Clos Sainte Hune i haserne, spiller på samme instrument og efter samme partitur. 13 % kom der ud af den ualmindeligt lange vækstsæson og vinens kolde tal siger nærmest på decimalen ”balance”: restsukker 7 g/l og vinsyre 7,7 g/l. Schoelhammers 6.300 kvadratmeter ligger midt i Schoenenbourgs stik sydvendte del, i 300 meters højde og består af keuper-mergel, der har en række fordele for den færdige vin; basisk jord, fremragende dræning, kuldegivende i varme perioder og druerne holder på syren på trods af lang hængetid og højt sukkerindhold til sidst i vækstsæsonen. Teknisk gæring ved 18 ° C i kølede trætanke. Clos Sainte Hunes 16.300 kvadratmeter er sydøstvendte, ligger i samme højde som Schoelhammer, men i jordbund med betydeligt mere muschelkalk og normalt er Clos Sainte Hune alsace-rieslings mest stålsatte udtryk, en kalksten i vinpresse og få dråber stensaft løber modvilligt fra.

Schoelhammer 2007, altså debutårgangen, er mere magtfuld, magtfuldkommen, fægter med armene og luner omfavnende med sin yppige rieslingrigdom, fedme og styrke. Årgangens længde skinner igennem, kraftfuld syltet citron, men ligheden med Clos Sainte Hunes aggressive salte eftersmag er slående. Stor tør riesling er SALT – det bliver jeg mere og mere sikker på. Schoelhammer 2007 har både tropiske gule frugter og aromatiske urter fra nordiske himmelstrøg med bitterstof som kørvel og mynte. Viskositeten er tæt på olie, men alligevel er den laserstråleagtig. Kjær & Sommerfeldt har både 07 og 08… og den er heldigvis ikke så dyr som Clos Sainte Hune… endnu.