Flydende guld. “far, det ligner flydende guld”, sagde min yngste søn, da jeg engang sammenlignede ældre Suduiraut med Rieussec. Hvis Sauternes er guld, må Yquem være højest mulige karat og Sandrine Garbay i kælderen må være alkymist. Der er vist ikke noget vinsted i verden, hvor førstepladsen indtages så tungt og tydeligt af én vingård. Der er Yquem og så de andre – vel findes der enkelte årgange, hvor andre slotte i Sauternes, Barsac og Cérons kan komme på siden af Yquem, og vel findes der særaftapninger fra slotte som Suduiraut og ikke mindst Doisy-Daëne, der er mere ekstreme, målbart mere tyktflydende og næsten kvalmende restsukkerprægede, men Yquem holder i det lange løb, har sjældent svage årgange og besidder netop den uforklarlige magi, hvor vinens bestanddele flyder sammen og ophæver deres egne yderligheder… hvis det giver mening.

113 ha, opdel i 120 parceller med speciel jordbund, selv efter Sauternes-forhold. Yquems jord rummer samme lertype som Petrus og stokkene beskæres notorisk hårdere end hos naboerne. Fadene er altid nye, men siden Pierre Lurton og LVMHs overtagelse i 1999 er fadtiden sænket en del til ca. 30 måneder. Det samme er mængden af omstikninger og deraf følgende også mængden af tilsat sulfit. Yquem holder, efterhånden som et af få sauternes-slotte, fast i dominans af semillon fremfor sauvignon blanc. Nidkærhed, dyrt udstyr, ejendomsværdi – det hele gør Yquem bekostelig, men er det ikke som om den er billig? Yquem og de søde sauterner er i det hele taget sluppet for glubske globale grobrianer, der køber for investeringens skyld. Det kan vi være glade for.

Yquem laver den fabelagtige tørre “Y”. I 2016 og 2015 domineres den af sauvignon blanc, specielt ’16 er præget af hyperaromatisk sauvignon med hyldeblomst og solbærsaft, mens dieselolie flyder fra en tankning på Circle K. Cremet honning fra semillon titter frem i eftersmagen, men “Y” er ikke større end andre klassificerede hvide pessac-leognan’er. 2015 Yquem er til gengæld større end det meste andet sauternes. Her er moderat botrytis-aroma, knapt så meget abrikosmarmelade lige nu, som i andre årgange, mens eftersmagen er monstrøst koncentreret, men uden restsukkersimpelhed. 2014 er betydeligt friskere end 15eren, syren klarere, kroppen slankere, mens blomstervældet er udtalt. 2014 skulle være slottets mest syreholdige vin nogensinde! 2013 har begyndende aromatisk modenhed, mere svamp, trøffel, udtrykt råd, fordærv på den gode måde, ahornsirup, karry og bukkehornsfrø. I 2013 er der udtalt sotolon, aromastoffet som dannes af botrytis-svampen under gæringen… og som netop findes i god karry! 2011 lugter lækkert af tørret papaja og karry, er tydeligt fuld af flygtig syre, svampe og kældermodnet æble, mens smagen er fed og frisk som en havørn på samme tid og tydeligt tannisk bid fra både fad og drueskind. 2005 er Indien på flaske, fuld af safran, karry, spidskommen, tørret abrikos, kalk og lynghonning. Her er også forbavsende tannisk tilstedeværelse. 1990 er chokerende langt fremme. Dybt ravfarvet, lugter af voks, earl grey og gammel TBA, karamel, rancio og cognac. Den er vældig koncentreret, smager nærmest som gensmeltet låg på toppen af en creme brulée, tilsat oxidativt lagret vin santo, kaffe og aromatisk træ. Lidt overraskende at den er så langt fremme. Jeg ville tage ’14, ’05 og ’15, hvis jeg havde råd.

Sigurd Müller Vinhandel har et udvalg af årgangene