Rådden klippe, roche pourrie – et poetisk lettere profant udtryk, men typisk for fransk evne til at beskrive sanseindtryk. Det handler om Beaujolais, det handler om Morgon og det handler om kommunens, ja måske hele områdets, mest berømte lieu-dit; Côte du Py. En kegletop af basalt, en massiv knude af fortidig underjordisk hed magmaaktivitet, afkølet og størknet, gjort hård under millioner af års tryk, hævet og nu smuldrende i overfladen, ja den ”rådner”, tætpakket med gamay-stokke i gobelet-format, lavstammede og aldrende. Côte du Py er en af årsagerne til Beaujolais genvundne ry – i hvert fald i visse dele af markedet. Der hvor man ved at Beaujolais som Côte d’Or er inddelt i myriader af historiske navngivne marker og der hvor man ved at gamay kan vinificeres som seriøs rødvin og faktisk er noget af Frankrigs mest sprøde væske. For tredive år siden, eller mere, genvækkede en gruppe mere eller mindre indbyrdes venskabelige vinfolk det hensygnende og mishandlede brand, som en fransk vinjournalist fik dom for at kalde lortevin og naturvinsfolk har længe danset rundt med klokkeværket dinglende og hænderne over hovedet ved tanken om nøgen gamay fra Lapierre, Foillard og Metras. Det nordlige Beaujolais er et af vinverdenens få steder med større forekomster af granitjord – Sydafrikas Swartland er faktisk et af de eneste andre i samme størrelsesorden, men Beaujolais kom brand- og imagemæssigt langt væk fra sin egenart, mens Renaulter, Citroëner og Porscher ræsede alt for tidligt flasket monstersvovlet blæk på fornærmende tidligt høstede druer til vinfesthungrende nordboer – det er heldigvis længe siden. Nu vil vi have seriøs morgon, alvorligt ment chénas og moulin-a-vent med karakter. Morgon ER kendt for sin granit, ligesom Chènas, men Côte du Py er faktisk en geologisk undtagelse i appellationen, med overvejende basisk jordbund (i modsætning til den sure granit). I min lille test her var Chénas den eneste anden cru og Chénas er næsten udelukkende granitbaseret jordbund og i øvrigt betydeligt mindre af omfang end Morgon.

De fire skønheder her bærer nok mindre præg af jordbundsforskel end af metodeforskel. De tre topproducenter har ret forskellig tilgang til gamay, men alle tre er slubrende lækre eksempler på hvad der rør sig i Beaujolais lige nu og de er fremstillet af den unge generation, næste-generationen efter de gamle herrer Thevenet, Lapierre, Foillard og Metras, og mere eller mindre inspireret af den ”naturlige” tankegang. De tre danske importører har hver især skudt papegøjen.

Morgon 2017, Antoine Sunier
Brormand Julien og vildmanden Jean-Claude Lapalu i Brouilly er de mere eller mindre direkte årsager til at Antoine Sunier i 2014 købte et lille skur og 0,8 ha i Regnié. Broderen lærte faktisk delvist sin metier af Christophe Roumier i Chambolle-Musigny og det er da også den samme pernitne tilgang både Julien og Antoine har til vin. Antoine Suniers morgon er fremstillet med minimal sulfittilsætning ved aftapningen og stammer fra moderne ”klassisk” helklasegæring, carbonique, og overførsel af pressevæsken til godt brugte burgundiske pieces og betontank. På trods af efter sigende otte år gamle fade, bilder jeg mig ind at fadet er mærkbart, men kun som dygtig saucekrydring. Splintrende drævlende saftige hindbær med mynte og appelsin og gnistrende sprødhed i eftersmagen og delikat frugtsødme som fin bourgogne. Suniers morgon er interessant nok IKKE fra granit, men fra den store Croix de Chèvres-lieu-dit i det sydvestlige alluviale hjørne af Morgon.

Morgon Côte du Py 2015 og Morgon Les Impénitents 2015, Louis-Claude Desvignes
Søskendeduoen Claude-Emmanuelle og Louis-Benoît Desvignes gør det gode ved gamay i Morgon og er mindre influeret af frivinstilgangen end de to andre i min lille selektion. Ikke desto mindre trækker Desvignes det bedste frem i druerne, om end stilen er aldeles anderledes end både Sunier og Thillardon. Louis-Benoît Desvignes har ved flere lejligheder grinende, men sandsynligvis også lettere irriteret, måttet tilbagevise påstande om nyt egetræ og barriques i vinene. Der bliver IKKE brugt træ her i kælderen, basta! Det må være vinenes krydrede og komplekse storhed, der narrer. Farmand Louis-Claude sværgede til betontanke og det samme gør børnene. Her gæres delvist med helklaser og afstilkede druer efter den rigtigt gamle burgundiske metode. Druerne høstes sent og les Impénitents stammer fra 100 år gamle stokke i leret jord i den sydøstlige bund af Côte du Py-højen, i Javernières, mens Côte du Py-versionen kommer fra den nordøstlige side med klassisk ”rådden klippe”. Louis-Benoît betragter selv 2015 som en undtagelse og mindre klassisk årgang for gamay: muligvis fordi den smager mere af syrah og La Tache! Utroligt mørke begge to, sødmefuld brombærfrugt, fløjtende gadedrengsfrugt, friskfyrsagtig og med eftersmag, der flekser musklerne. 14,5 % er meget for gamay, men frugtkoncentrationen følger med og her er luftighed, parfume… Les Impénitents er bedst balanceret og begge har muligvis styrke til lagring som en chambertin.

Chénas Chassignol 2016, Domaine Thillardon
La Grande Finale og én af de absolut bedste beaujolaiser jeg nogensinde har smagt. Paul Henri Thillardon grundlagde huset i 2008 og fik assistance af sin bror i 2014. Hans topsite ligger lige bag produktionsfaciliteterne ved lieu-dit Chassignol. En nordøstvendt, ja sgu, nordøstvendt granitskråning. Paul Henri Thillardon kører fuld kulsyremaceration med helklaser og nægter sulfit før lige op til aftapning. Han bruger store 600 liters fade, brugte pieces og beton. Stilen er mandhaftig, men feminint velduftende og skræmmende lyst farvet, granit og kvarts i flydende form med bondegårdsgulv, sure kirsebær og smuldrende terrakottavaser i. Grønne jordbær, rosenblade, tranebær, giacosa-barolo, pikant og reduktiv-Rostaing-syrah, liflig, luftig, æterisk rødfrugtet og livlig syre med blot 12 % og tørstfremkaldende sydesalt til sidst. Jeg er kæmpefan!

Louis-Claude Desvignes importeres af catchingwines.dk

Antoine Sunier importeres af vildmedvin.dk

Thillardon importeres af og kan købes på blancs.dk