Luca Sanjust er en mand med en mission. Han vil lave merlot i verdensklasse, men det skal være merlot med smag af Toscana. Druen er som bekendt skoset og tilsvinet af alverdens vinnørder, i hvert fald i de oversøiske udgaver, mens den aldrig har mistet anseelse på hjemegnen i Pomerol og Saint-Emilion. Den har i det hele taget et sært sammensat image, forbrugerefterspurgt og elsket i hverdagssegmentet, værdsat i luksussegmentet, men blandt specielt europæiske vinnørder noget overset. I Toscana, specielt i Bolgheri, excellerer druen i den lerede sandjord nær kystens lune forhold. En række topeksemplarer består udelukkende af merlot som Redigaffi, Messorio og ikke mindst Masseto, men gennem slut-90erne og op gennem 0erne var det som om høsttidspunkt, udbyttereduktion, sukkerjagt og ekstraktion blev trukket for langt. Andre steder i Toscana, længere inde i landet, hvor kolde nætter og højder gav mulighed for mere syre, friskhed og rankhed, lykkedes det for de bedste at holde fast i et mere modereret udtryk for merlot.

Castello di Amas l’Apparita var først og forblev længe kongen blandt stor-chiantis rene merlot’er, men i starten af 90erne, helt præcis 1994 blev den første kommercielt solide høst foretaget i en halv hektar lille mark ved Bucine, lidt nordvest for Arezzo og nordøst for Siena. Der sker magiske ting når merlot dyrkes i Chianti… eller det kan ske i de rette hænder. Merlots egne egenskaber forsvinder eller dæmpes og Toscanas vinøse kendetegn tager over. De lokale kalder det: si sta sangiovesizzando – kort sagt, ideelt set vil de dygtige producenter gerne have at deres merlot bliver sangiovese-gjort, så at sige. Luca Sanjusts mesterværk Galatrona er klart på vej i den retning. Galatrona løb aldrig for alvor med på sødmeræset og i de seneste årgange, fra ca. 2010 og frem foregår der noget… et eller andet er på færre og det er helt klart noget godt.

Fremstillingsproces, mark, stilfilosofi
Merlot i Chianti, altså Stor-Chianti, sikke en idé – sikke en kættersk tanke, men når man ved at tanken blev født i et åndsfællesskab mellem den kunstnerisk uddannede Luca Sanjust og sangiovese-nestoren over dem alle, Giulio Gambelli, er tanken ikke så kættersk. Når der dertil lægges lerjord og ikke mindst en historisk ret vægtig kobling med franske druesorter i floddalen i den dybe sydøstlige ende af Toscana, bliver det måske ligefrem en god idé. I 1716 da storhertug Cosimo III udstedte sit såkaldte bando med demarkering af fire ”appellationer”; Chianti, Carmignano, Pomino og Val d’Arno di Sopra, tyder meget på at uve francese, franske sorter, allerede var plantet i området. Sangiovese har det dårligt med ler, den bryder sig ikke om våde føder, som man siger, men merlot har det fint i våd og kold jord. Derfor plantede Sanjust-familien i 80erne, eller rettere podede, merlot hentet fra Castello di Amas Vigna l’Apparita oppe i det høje Gaiole in Chianti på gamle sangiovese-rodstokke. Først 0,5 ham siden 3 ha mere og til sidst 5 ha mere i Feriale-parcellen. De nye parceller er plantet med franske kloner, nr. 343, 347 og 181, alle tre fra den navnkundige planteskole Pepinieres Guillaume

Vinifikationen foregår på glaserede betontanke med vildgær og normalt maceration i omkring 18 dage og derefter overførsel til barriques hvoraf ca. 30 % er nye. Op gennem 90erne fik Luca Sanjust yderligere rådgivning af Denis Durantou, pomerolslottet Eglise-Clinets mangeårige Mister Merlot. Produktionen er steget fra de oprindelige ca. 6.000 fl. til 30.000 i 2016 uden at det på nogen måde er gået ud over koncentrationen. Luca Sanjust henviste før denne smagning til vinstokkenes alder som hovedårsagen til den friskere stil vi mødte fra ca. 2010 og frem. Ser man på de kolde tal er pH-værdien da også faldet fra toppunktet i 2009-årgangen. Modsat hvad man skulle tro ift. årgangenes varme. Det var overraskende for mig at Galatrona over et tolvårsspænd ikke var i nærheden af at vise Bolgheri- og kystvinenes svulstigheder og slemt alkoholiske tendenser de seneste årgange. Der sker vitterligt noget magisk, når stedets udtryk tager over fra drueudtrykket – måske er det bare vinmagerens fortjeneste… måske er det stedets styrke?

2000 er den eneste i smagningen, der virker rigtigt ældet og den minder meget om gammel brunello med tydelige indslag af brunkål, mens de stedtro elementer som rust og sure kirsebær bidrager positivt, men jeg tror det er årgangens generelt lidt kvabsede frugt fra et varmt, der skinner igennem. 2001 er kæmpe hop op ad stigen. Den har Napa-styrke, men først og fremmest udtalt skrotbunke, kobbermønt i håndfladen og sure tranebær, trøffel, mørk chokolade, men holdt på den friske side af spændstig syre, koncentreret og intens. 2002 er en positiv overraskelse. Regnårgangen skinner ikke igennem! Fuld af blod, kirsebær, pomerol-metal og sødme som en napa-merlot med blomme, ret mild tannin og ikke smagningens mest koncentrerede vin, men til gengæld nemt drikkelig og frisk, ingen tegn på umodenhed. Smagningens klart svageste vin var til gengæld 2003 – den var værre end mine negative forventninger med dobbelthed af overmodenhed med rosin og undermodenhed af grøn peber og sort te, kogt og sur på samme tid.

2004eren er til gengæld smagningens højdepunkt. Oser af jernspåner, trøffel, panforte di siena, sangiovese-friskhed uden at der er det mindste sangiovese i blandingen. Trækul, rosmarin, slank, frisk, intens, perfekt integreret tannin og løftende syre. Slutter æterisk. Fabelagtig vin. 2005 er en miniversion af 2004, samme struktur og opbygning og friskhed, bare med lavere intensitet. 2006 er til gengæld første vin, der overhovedet ikke viser alderstegn, fremstår stadig mostagtig. Kirsebær, tranebær, lys mælkeschoko, blomme, alkoholen brænder lige en snert for voldsomt i eftersmagen – årgangens varme igen. 2007 er sort, koks- og kulagtig, fuld af kirsch, pomeroltrøffel og perfekt modenhed, hvor der netop IKKE er alkoholfornemmelse til sidst, utrolig friskhed. 2008 er tydeligt cool, kølig, nærmest Loire-agtig eller Lafleur-agtig med urtede indslag af cabernet franc, cedertræ, persille og hyldebær, kokosindslag forstyrrer friskheden en smule.

2009 er Luca Sanjusts egen favorit og det forstod jeg ikke FØR jeg havde smagt den, men efter… HELT SIKKERT! Igen urtet, præget af noget, der minder om cabernet franc, selvom der intet er i den, blåbær, hyldebær, chokolade, utrolig friskhed og afbalanceret intensitet, helt uden banal tyngde. 2010 smager som chilensk merlot, mint, mynte og eukalyptus, svulstig og likorøs, desværre, varm og brændende i næsen, men smagen er fuldstændigt afstemt og frisk, slet ikke tung. 2011 er så den ufriske version af 10eren, her med markant oversøisk varmklimatisk præg. 2012 er så til gengæld en tilbagevenden til køligt bordeaux-udtryk kombineret med rust, kirsebær, kräuterbolsje og fornem tannin, som korn2000-sandpapir eller cashmere og syren løfter. Fremragende 12er.

Philipson Wine importerer, men smagningen her var sammensat af to private entusiaster, der skal have enorm tak for indsatsen.