Uden lys intet mørke. Uden dal intet bjerg – modsætningerne er indbyrdes afhængige og skaber helhedsoplevelsen af netop skønhed eller drama, og jeg kom til at tænke på kontrastvæsker da fortid og nutid mødtes i glassene foran mig forleden. Hver vin er noget i sig selv, men smagningen af to pekuniært opnåelige bordeauxer overfor hinanden illustrerede smukt hvad der gjorde Médoc til médoc i gamle dage og det der gør Médoc til médoc med mærketøj på i nutiden – og samtidig viser den højst nutidige Château de Pez 2016 hvad der muligvis sker i fremtiden. Jeg kan slet ikke påstå at være rutineret udi Bel-Air Marquis d’Aligre, og indrømmer gerne – jeg er nemlig ikke smålig vinskribent, der aldrig ærer sine forbilleder, kilder og inspiration – at jeg læste første gang om ejendommen og den efter sigende ikoniske gamling af en ejer, Jean Pierre Boyer, i maj 2018, hvor Neal Martin på vinous.com skrev en rørende hyldest til manden og vinen. Jeg hverken kan eller vil tilføje noget til baggrunden, kun referere kort at Jean Pierre Boyer er Margaux-kommunen og måske hele Médoc-halvøens sidste ultratraditionalist, som alle ville have summet omkring, hvis han boede i Barolo.

Hans kælder har ikke modtaget et nyt egefad i årtier – ja du læste rigtigt, og han har kun syv af dem. Vi er i Bordeaux, hvor træfadslagringen er så integreret en del af stilen at håndteringen sjældent omtales. Lidt som med chardonnay og egefade, så kan jeg sjældent helt finde skillelinjen mellem hvor cabernets egen aroma stopper og fadets tager over. Dobbeltsmagningen her var sat op med ét for øje. At få fremstillet in-my-face, hvad der egentlig er sket i området. Vi ved det jo godt. Helt ærligt, romantikere begræder fortidens trodsige toppunkter, svage regnvåde årganges magiske holdbarhed, elegancens tidsalder og de moderate alkoholprocenters tørstslukkende effekter. Moderne bordeaux er bestemt ikke tørstslukkende, men ingen kan være uenige i at vinene overordnet set er meget bedre end dengang Boyer var ung. Til gengæld er det debaterbart om fremskridt har bragt tab – om løsningen af grænseklimaets svøbe; de grønne tanniner, den høje syre og de medfølgende pyrazin-aromaer i cabernet, har medført mistede særheder og glemt kobling til stedet… altså RIGTIG kobling til stedet.

Det er så nemt i en corporate tidsalder, hvor konsulenter strømliner virksomheder og stil, og hvor penge og prestige nærmest automatisk forbindes med overflade og kynisk marketing, at kritisere Bordeaux for typicitetsforkastelse. Venstrebredsbordeaux er store penge, arkitekttegnede vinerier og vilde designtilføjelser på klassisk arkitektur. Det er fintuning af planter og af kælderens hændelser. Intet er overladt til tilfældighederne. Château de Pez er som bekendt ejet af Louis Roederer-koncernen og har altid været et godt glas, som man siger – et stabilt sikkert valg, men har omvendt heller aldrig bragt mit pis helt til kogepunktet. Det gør 2016eren! Og man kan sagtens smage at både de Pez og Bel-Air Marquis d’Aligre er lavet på hovedsaligt cabernet-sauvignon – man kan også smage at merlot spiller en stor rolle i blandingen, de Pez har faktisk 53 % merlot i den årgang, men stilistisk er de kontrastvæsker og det skyldes ikke bare de 21 års aldersforskel. Det er som om de Pez har Dorian Gray-perfektion for øje, mens Boyers vin blot afspejler det der var, tilfældigt og naturligt. Den ville sandsynligvis slet ikke skræmme nutidige bordeaux-debutanter, i hvert fald ikke dem, der er vokset op med adgang til usvovlede håndlavede risikable eksperimentvine, men den ville skræmme ripasso-jægere og frugtbombeelskere. Her ville de Pez måske falde i bedre jord, men jeg tror det faktisk ikke, for dens kølige udtryk, dens solbærsaftige og tydeligt skinny skelet under al muskelmassen, skabt af supervejret i 2016, er faktisk meget bordeaux’sk.

I gamle dage var det særlige ved bordeaux vel ”urter” og de store årgange havde så mindre urter, men i dag vil en dyr bordeaux blive fornærmet hvis man kalder den ”urteagtig”. Boyers absurd krogede stokke, virusinficerede og lavtydende, er helt sikkert andre varianter/kloner end dem Château de Pez har i marken. Pez opbinder som guyot double, mens mange af Boyers stokke er gobelet og nogle er endda opformeret med den helt gammeldags ”jordbærmetode”, det franskmændene kalder marcottage eller provignage, hvor et af årets skud bøjes ned og begraves og etablerer rodnet til en ny plante. Jeg gætter på blandede modenhedsgrader i Boyers vin – jeg gætter på perfekt homogen modning på alle de Pez’ druer. Château de Pez bruger udelukkende barriques til lagringen i op til 18 måneder, mens Bel-Air Marquis d’Aligre ligger på betontank i 2-3 år. Druerne håndteres skånsomt hos de Pez, man vil ikke skade kernerne især, mens Boyer håndterer druerne hårdt med pumpe, skrue etc.

De to vine repræsenterer to tidsaldre, men Château de Pez viser måske en dæmrende fremtidstendens – egefadsmængden tæller kun 40 % ny eg, nedjusteret fra højere procenter tidligere. Boyer har helt op til 20 % cabernet franc i sin vin, og selvom 4 % ikke lyder af meget, så er Château de Pez’ andel af den drue hævet. Det er vildt generaliserende, jeg ved det, men måske er der tale om moderation i Bordeaux. De siger hele tiden at høj alkohol i sig selv ikke er et problem, bare der er balance, men jeg bliver mere og mere i tvivl. Begge vine repræsenterer området som godt – begge vine er mesterlige. Det er kun min anden årgang af kultejendommen Bel-Air Marquis d’Aligre, mens Château de Pez er gledet over gummerne mere end 25 gange og jeg har aldrig smagt den bedre. Grønkrydring, urter… er altså ikke farlige i vin.

1995 Château Bel-Air Marquis d’Aligre, Margaux
I disse upolerede naturtider er farven ikke skræmmende, rødbrun og mat, tåget og med blodig kant. Næsen stikker, mosler og vrider sig, strutter, hørmer, stinker og beruser – det har sjovt nok intet med frugt at gøre. Frugt er overflade, siger nogle. Ekspressiv med blod, rust, kobberbalje, cedertræ, kaffe, sort peber og ikke mindst madagaskarpeber. Ok, hvis der ER bær, så er det rønnebær, solbær, men skiferplader, karse, iod og kamfer gør det hurtigt af med simpelheden. Strukturen stiller krav, den glider slet ikke umærkeligt og smygende over tungen, men derimod med modhager, syrlig, hård, rank, som at drikke rust og salt med solbærjuice. Det er vin fra en anden verden, en anden tid og alligevel noget af det mest bordeaux’ske jeg nogensinde har smagt.

2016 Château de Pez, Saint-Estèphe
Hvor Boyer kun siger 12,5 %, siger de Pez 14 %, men intet er overmodent eller kvabset. Mostagtig i kraft af sin unge alder, men frisk i potens, fuld af mokka fra fadet, bitterchokolade, solbær, lakrids… meget moderne, men så kommer de kølige indslag, atlanterhavsindslagene, fyrskovene, tanglugten, det salte, mens tanninhåndteringen er postmoderne, finkornet men markant til stede og syren frisker den helstøbte og fløjlsagtige oplevelse. Mange andre har skamrost 2016 generelt. Château de Pez er i hvert fald på GCC-niveau i denne årgang og til at betale.