Gudedrik… djævelskab og sodsværtede heksekunster…  banale lakridsshots! Langt fra normalopfattelsen af vin og alligevel mere vinøst end det mest vinagtige jeg har smagt. Listen over bestanddele skulle jo starte et sted og den kunne være lang… uendelig, men jeg vælger at angribe de dråber 1863 Vintage Port fra Taylors, som jeg fik lov at smage i aftes på en anden måde. I årgangen, som Michael Broadbent giver de maksimale fem stjerner og som går for at være den sidste store præphylloxera-årgang, slæbte tyngede vinbønder, krumbøjede, svedende rygbårne høstkurve til huse i udørken Douro. Portvinen her blev formelt ikke skabt af Taylor’s, men derimod af Wiese & Krohn som Taylor’s købte i 2013. Der har været stillet spørgsmålstegn ved dens renhed – er der udelukkende frugtsaft fra årgang 1863 i fadene (der var to stk.) og flasken eller er der toppet op med yngre årgange – et eller andet sted er det lidt ligegyldigt. Taylor’s fortæller i hvert fald at Wiese & Krohns annaler ikke melder om løbende top-op og at de to piper stod i aflåse i de gamle lagringshaller i Gaia.

Nogle gange bliver man rystet af vin. Det her er én af gangene. En god ven var så venlig at tappe en bundskjuler i et tandkrus fra den mundblæste luksuskaraffel, som den slags specialaftapninger desværre er indpakket i. Han var til en smagning, jeg desværre måtte misse. En simpel Vitawrap-indpakning gjorde det ud for forsegling og aftenen efter, at min kammerat havde nydt indtil flere store mundfulde af portvinen ved det rene dionysiske orgie, overbragte han mig ca. 4 cl. Jeg kunne så sniffe, vædde tungen, nyde og opleve en drik, der både vækkede selvlysende felter i min hjernes lystcenter og samtidigt gav mig ubehag som når man betragter en eksorcisme eller heksesabbat (jeg har heldigvis kun set den slags på film), skjult bag en busk. Her var en væske, der både kunne være nektar og ektoplasma, sort magi og paradis på en ske – en kondensering af damp mellem troldehuler og englebassernes søde univers. Den vuggede i glasset helt uden plask, for så tyktflydende og viskøs væske har ingen lyd. Doven og fed, fuld af restsukker, rent faktisk målt til 224 g/l, men det giver slet ikke fornemmelsen af dens udseende. Jeg har fået restsukker på betydeligt højere niveau, 400… 500 g/l, men måske var det den utrolige kombination af råoliefarvet sorthed og forårsgrøn kant, der gav magien. Lugten, for det var bare ordet, der passede bedre end det fisefornemme ”duften”, bankede i næsen med smeltet lakrids, syltet abrikos, røg, islay whisky, kandiseret appelsin, krydderidynger på torvet i Cairo, bagt blomme, fudge og hjemmelavet karamel, der brændte på i gryden. Sveskesaft, hostesaft… pibesaft, myresaft, sauternes og TBA, pauillac og malmsey madeira, salt, stegerester fra grillen, figenmos og afsindige udtræk af samtlige feromonproducerende kirtler – sødme og bid og syre i eftersmagen. 1 mia. point… mindst, og vel er alle de bestanddele amokløb og løssluppent tankespind, mere jordnære smagere ville nøjes med at sige ”nøj! en lakridsbombe”, men du skulle nu prøve det selv.