Det handler om Höllenberg og vi er langt fra de senere års skræmmende eksemplarer fra marken fra ellers meget dygtige folk som Chat Sauvage, Künstler og Kesseler. Alkoholen kravler nemt op inde i den smalle sidedal, på sydvendte stejle skrænter, men det undgår Corvers-Kauter.
Corvers-Kauter er ikke et nyt hus, men Philip Corvers gør i øjeblikket det ekstra gode ved husets vine. De bor i Oestrich-Winkel og har senest lejet alle gammelkendingen Langwerth von Simmerns vinmarker. De ekstraherer meget blidt og jeg kan kun anbefale både husets spätburgunder og riesling. Se i øvrigt husets unge riesling-vine i min artikel om nyheder fra Pfalz og Rheingau lige her. Jeg har mødt Philip Corvers to gange de seneste par år og han besluttede at sende mig en lille vertikal af husets stolthed, pinot noir fra Höllenberg-marken ved Assmannshausen.
Pinot Noir Höllenberg 2021
Muligvis ikke særlig kendt, men det bliver der lavet om på. Philip Corvers laver fremragende spätburgunder i Rheingau, helt utroligt velbalancerede. Siden 2012 er huset økologisk og Höllenberg lagrer på delvist nye pieces fra Bourgogne. Blid, saftig, elegant, fuld af ribs og jordbær, tranebær og granatæblekerner. Fornem alkoholvægt kontra tørstofintensitet og livlig syre. 21eren er samtidig yngste vin i minivertikal tilbage til 2015, som Corvers-Kauters’ unge vinmager har sendt mig. 95
Pinot Noir Höllenberg 2020
Jamen, hvordan pokker er det muligt at holde 13,5 % i den årgang? Philip kan sit kram. Dyb og mere moden tranebær, men stadig ufattelig blid rødfrugtighed og friskhed. Krydret af stilke og smygende kærlig syre, meget blid, men dog mærkbar tannin og vidunderlig luftighed i eftersmagen. Der er intet spor af overmodenhed eller svulstighed, som man finder i mange bourgogner og tyskere. Der er muldjord i eftersmagen og en spændende tone af gojibær og lakrids. 95
Pinot Noir Höllenberg 2019
13,5 % lys og transparent kærlighed. Berusende næse, først og fremmest frisk og krydret med mynte og estragon, men alligevel er den bærsød som den bør være, men helt uden fadpræg. Den mest vidunderlige blide, slanke og letløbende syredrevne smag, tranebærsaft, ribsjuice, kirsebær, intet nyt dér, men der er bare ingen reduktion, forbløffende burgundisk udtryk. Virkelig fin, nærmest i højmoderne arnoux-lachaux-stil! Frisk og sødmefuld på samme tid. Opløftende. Jeg må have fire glas mere! Jeg har aldrig smagt så fornem spätburgunder fra Rheingau. 96
Pinot Noir Höllenberg 2018
13,5 % lidt mørkere farve end 2019, men stadig meget lys – også for en spätburgunder. Lidt sødere næse med fokus på søde tranebær, vanilje og søde kirsebær, hindbær og ingen grønne krydderurter. Mere tannisk, med det samme mærker jeg et bid forrest i munden, strukturen og viskositeten er stadig slank, men eftersmagen har også mere greb i gummerne og bid bagerst på tungen – minder en smule om blid vermouth. Fremragende og frisk-sød, men klart mere koncentreret og moden end 19eren. 94
Pinot Noir Höllenberg 2017
13,5 % begyndende flaskealdring og alderskompleksitet, men igen er jeg nødt til pointere ligheden med klassisk bourgogne. Det dufter af læder og skovbund, sådan en rigtig muldet egetræsskov. Te, gammelt træ og henkogte tranebær og jordbær fra forrige år. Lidt spinkel smag, slank ja, men tenderer det afpillede – en årgang klart for syreelskere, teksturen er lidt bitter, men det er stadig en behagelig oplevelse, lakridsrod i eftersmagen. Fadet stikker faktisk lidt ud til sidst. 91
Pinot Noir Höllenberg 2016
13,5 % en støvet tranebærnæse, der ligger desværre et lag lugt af svag mug, ikke TCA, men helt almindelig mug, på toppen af næsen og i eftersmagen. Der er bålrøg, snobrød og ribs og tyttebær nedenunder, slank og diskret røget i smagen med fokus på hylende syre, og fadtoast i eftersmagen, men der ER faktisk en rød frisk kerne til sidst. Jeg tror der er en fejl på flasken – alternativt var der råd i druerne. ?
Pinot Noir Höllenberg 2015
Wauw! Blid, slank, rørende intens spätburgunder med stilkpræg, lille blåskimmeltone, rugbrødd og toastet egefad. Fuld af hindbærte, hybenpulver, blodappelsin og tyttebær fra sidste år. Der er korender, kanel, sandeltræ og myrra blandet i de syrlige hengemte bær og smagen er inciterende slank, smygende lækker, markant bedre harmonisk og balanceret end 16 og 17. Gammeldags cool tysk syre. 93
Corvers-Kauter importeres af coolwines.dk
Log ind eller Tilmeld dig
Ved køb af medlemskab får du adgang til hele René Langdahls vinunivers med artikler, vinanbefalinger, stil spørgsmål direkte til René, adgang til eksklusive smagninger og meget mere. Tilmeld dig nu – klik her