Man kan vælge at tale positivt om aligoté med defensivt udgangspunkt eller offensivt udgangspunkt. Den defensive starter med aligoté som alternativ til chardonnay fordi chardonnay er blevet ubetalelig. Den offensive tager udgangspunkt i aligotés egne egenskaber og fremhæver dem positivt. Lad mig starte med den offensive.

Aligoté har mere vinsyre end chardonnay og den besidder ideelt en splintrende sprødmør fornemmelse. Når man smager Ponsots Monts Luisants kan man ikke lade være med at forestille sig, hvor god en aligoté ville være fra placering i Puligny-Montrachet Les Pucelles eller ligefrem Chevalier-Montrachet eller Corton-Charlemagne. Sådan er det bare ikke. Aligoté må ikke bruges til de fine navne og langt det meste står på sekundaplaceringer på fladland.

Sådan var det ikke indtil vinlusens hærgen. En optur for én druesort og en nedtur for en anden kan principielt være tæt på tilfældig og når nutiden ser på den enes brød og den andens død virker det soleklart, ja ligefrem helt naturligt, at det blev sådan. Historien om chardonnay og aligoté ligger ligefor. Vi glemmer bare, at tiden siden ”skellet” har rummet timevis, ugevis, ja årevis af målrettet udviklings- og forbedringsarbejde på chardonnay, mens i dette tilfælde taberen, aligoté, tilsvarende er blevet misligeholdt og har fået de dårligste placeringer tildelt.

Jeg nægter at snakke om kir og dermed ikke mere om den driks skyld i aligotés ødelæggelse. Ham Canon Felix Kir, borgmester i Dijon og med gudeforbindelse i jobbet som præst skal ikke have al skylden, for Bourgognes vinbønder var allerede i færd med at ødelægge dens ry og rygte.

Aligoté er, som et utal andre gamle europæiske sorter, skabt ved naturlig pollinering mellem pinot (noir) og gouais blanc. Ud af den fortidige parringsleg kom en druesort, der blev beskrevet i litteraturen som slem, smuk, skidt, ringe, sublim, skarp og skarp… altså både på den gode og den dårlige måde. Den hører hjemme i Bourgogne, men, hvor, er usikkert. I Côte Chalonnaises lille landsby Bouzeron vil de gerne, at dens ophav var dér, mens andre lokaliteter, både oppe i Auxerrrois ved Chablis og kalkstensskrænterne nede i Maconnais hævder dens ophavssted. Konsensus lige nu siger et eller andet sted i det centrale Côte de Beaune. Vi kan i hvert fald sige, at området omkring Pernand-Vergelesses havde ry for at lave særligt god aligoté. Laurent Ponsot påstod engang overfor mig, at hans Corton-Charlemagne havde høj andel aligoté, hvad den efter reglerne ikke må, men der bliver efter sigende arbejdet på at vende tilbage til tidligere tiders aligoté-styrke i den grand cru.

Indtil vinlusens totale ødelæggelse af Bourgognes marker blev aligoté taget alvorligt, men da genplantningen på amerikanske rodstokke begyndte i starten af 1900-tallet, var der ikke mange, som huskede aligoté. Chardonnay overtog komplet magten blandt regionens hvide druer og selvom aligoté blev genplantet skete det på fladland, på enten alt for frugtbar landbrugsjord, der nok bedre egnede sig til hvede eller på komplet næringsudpint og vandfattig og ikke mindst vindudsat. Enkelte steder, pletter hist og pist, fik den lov at overleve i god jord, i jord med status af appellation communale, premier cru eller grand cru. Det må fortsat være Domaine Ponsots lovlige anvendelse af aligoté fra tussegamle stokke i Monts-Luisants, der har fornemst placeringen på côten, men jeg er sikker på at ”hemmelige” parcellers resultat vil dukke op i den nærmest fremtid. Arnaud Ente rykkede desværre sine over 80 år gamle aligoté-stokke op efter 2018-årgangen, så de tidligere årgange bliver nok klenodier. Vi fik hans 2017 med her…