Mine aftener i Paradis 7

Det nytter ikke noget. Vi kan råbe og skrige, græde, tude her fra og til evigheden, men alle os, der mener vi har en særlig ret til at smage verdens største vine kan godt pakke sammen. De har taget dem fra os – alle dem med penge.

Verden er fuld af vinglade pengestærke entusiaster, der, dybest set lige som mig selv, har en ”fuglehåndbog” med afkrydsningsliste. Den har jeg smagt, den har jeg smagt, den mangler jeg stadig at smage. Selve smagsoplevelsen, den nøgne fysiologiske sansning af stor vin, er jo egentlig ikke så meget større end den man får ved de næstbedste. Idealistisk, ja kald det bare romantisk, vintilgang vil gerne gøre smagen af Romanée-Conti til en oplevelse på linje med en rumrejse mellem stjerner og fjerne galakser, en orgasme, en kropsrystelse, et sammensurium af samtlige verdens veldufte spundet ind i velordnet kaos af historisk dybde og kulturbærende vægt uden fysisk tyngde. Baaahh – jeg kunne sgu selv finde på at skrive sådan… og har lige gjort det… (fortsætter)