Hercules, Gargantua, Thor, Superman eller Goliath. Men muskelbundter kan godt græde og være romantiske. Argentinsk malbec fortjener mere status. Og ja, der er noget voldsomt, svulmende og kraftfuldt ved Sebastian Zuccardis argentinske malbec’er. En lineær fortsættelse af Mendozas hidtidige kendetegn, nu bare med mere stedspecifikke egenskaber og inde midt i stormen findes der ikke et stille ”øje”, men derimod en knoglefast struktur med tittende friskhed, hvis man mærker efter og skræller den ydre svulstighed af. Højlandsmendoza mod sydvest, også kaldet Uco Valley, leder efter terroir og har efterhånden fået sig underinddelt så minutiøst at ingen overordnede regioner i Sydamerika kommer i nærheden. Sebastian Zuccardi har gravet og gravet for at afdække jordbundsforholdene i de tre paralleldale i Uco; San Carlos, Tunuyán og Tupungato. Selv det chilenske jordbundsmenneske Pedro Parra bøjer sig for Zuccardis ihærdighed. Parra har selv været med til at grave en del af hullerne, men endnu mere interessant er respekten som Zuccardi får fra Argentinas aktuelt mest hypede familienavn; brødre-foretagendet Michelini.

Selvom stilen for Zuccardis vine er komplet anderledes end næsten samtlige af Michelini-brødrenes myriader af vinnavne, brands og etiketter, så sagde Juan Pablo Michelini selv til mig tidligere på året at Sebastian Zuccardis jordbundsanalyser har betydet enormt meget for de spirende mikroappellationers selvforståelse og definitioner. Det gælder Gualtallary, La Consulta, Los Arboles og ikke mindst Paraje Altamira. Gualtallary er formelt ikke en argentinsk appellation endnu, mens Paraje Altamira IG-status i 2013 og siden er opstrammet i 2017. Begge områder er gamle flodsenge, henholdsvis Las Tunas og Tunuýan-floderne. Altamira er indtil videre mest hypet på grund af de hvide sten i jorden, kalksten og når der er kalk i jorden er vinmagere glade.

Der findes ingen definition på hvor lang tid en druesort skal have vokset et bestemt sted før vi kan anvende terroir-begrebet troværdigt, men malbec har med sikkerhed vokset i det høje Uco i 50 år, nogle siger 100, andre endda 150 år, men ingen bør være i tvivl om druens gode evner i det golde solbagte, svale og tørre højlandsområde. Mere end 1000 ha. dækkes af malbec i Gualtallary og 1700 ha i Altamira.

Zuccardis topvine bliver importeret til Danmark af Jysk Vin.

Zeta 2012, Uco
Zeta er egentlig farmand José Zuccardis opfindelse og blev startet allerede i 2002. En blanding af mestendels malbec fra La Consulta og cabernet sauvignon fra Gualtallary. Gæret i betontank og lagret på delvis ny fransk eg. Den er på trods af ret lav mængde ny eg meget præget af kokos og vanilje. De 15,1 % mærkes på samme måde som i en Leoville LasCases, altså tydeligt, men sammenføjet med tanninen fra frugten. Tobak, cedertræ og grannål fra cab. Og kæmpe chokoindhyldet bitterkirsebær. Voldsom, men faktisk friskhed nedenunder.

Aluvional 2012, Paraje Altamira
15,2 % og fremragende. Ikke vin for svagpissere, men heller ikke, slet ikke bare banal varme og svulstighed. En Hulk, eksplosiv, voldsom og alligevel følsom. Sort med lilla kant, fuld af røg, vanilje, peber, kirsebær og marcipan, blid polymeriseret tannin med fraicheur i eftersmagen

Canal Uco 2012, Paraje Altamira
Så kravler vi op på 15,4% Gæret i Zuccardis specialdesignede betontanke uden epoxyemaljering og med naturgæren. Fra Altamira i 1100 meters højde og håndselekterede druer fra dyp gruset jord med kalksten. Kødvin, forbavsende urtet midt i alt bøfsaften, bålrøgen, chokoladen og brombærsaften. Svulstig sag, hvor ælde og en lille brændende alkohol til sidst kræver ret kølig servering.

Piedra Infinita 2013, Paraje Altamira
Ikke Zuccardis dyreste vin, kun næst dyrest til 819 kr. Til gengæld hans mesterværk. Fra komplet kalkstensdomineret jordbund og om det er det eller det er den tidligere høst, som Zuccardi praktiserede, der er afgørende for vinens friskhed, kan jeg ikke afgøre, men udtrykket er markant friskere end husets anden finca-vin. Blot 14 % med friske kirsebær, smuldret kalk, båltomt fantastisk sprød syre med knitrende tannin og forbløffende friskhed med blomsternoter i eftersmagen. Og så er den salt og det er helt klart den vej Zuccardi skal gå. Fuldstændig vild på den styrede måde og har finesse!