To verdener. To vine, to druer – to udsigter og to landskaber. Sammenligningen mellem Liquid Farms californiske chardonnay og Elio Altares cinqueterre er helt tilfældig, rent lystbaseret. Og så alligevel ikke helt. Begge stråler, begge rumler og ulmer farligt og gemmer på sagerne, begge sprænger pludselig som en vulkan og begge rummer i al deres rigdom en klarhed, friskhed, fasthed og fenolisk finale, der giver lyst til flere glas. I Riomaggiore har de sandsynligvis lavet vin i to årtusinder og det har aldrig været let. I Lompoc har de kun lavet vin i 40 år og det har altid været let. I Cinqueterre handler det om bevaring, i Lompoc handler det om dannelse, afklaring, afsøgning.

Som Prousts madeleinekage giver pustet fra Campogrande Cinqueterre 2009 øjeblikkelig ormehulsrejse til fortidige besøg i kystbyerne klistret til klipperne over det azurblå Middelhav. Elio Altare, der var medrevolutionær i Barolo, gik kontra og tog udgangspunkt i de gamle metoder fra den liguriske knudrede umulighed af et vinsted. 2-3 meter brede slidsomt opbyggede terrasser, håndbyggede stenmure og solbagte kratbevoksede omgivelser med både torne, skavende klippesten og dødelige afgrunde. Elio Altare kendte en lokal mand, Antonio Bonanni, der aldrig var blevet smart på den eller havde ladet sig lokke af moderne vinifikationsteknikker, hvor det stedspecifikke komplet fordufter. Altare bidrog med grundviden og teori, men forstyrrede aldrig Bonannis tilgang. Bosco er hoveddruen og den findes kun her. Intet videnskabeligt projekt har endnu bevidst at vækster kan overføre egenskaber til hinanden, men bosco smager, især når den får fire dages skindkontakt som her, af vild fennikel, laurbær, glemte citronskaller på jorden, ansjosmos og mælkebøtteblomster. Den er salt, sur og bitter. Og den tager mere end en time i glasset for at åbne sig helt. Ni år gammel bosco er på trods af nul tilsætning – INTET er der tilsat, INTET er der taget fra, holdbar og vedholdende, men det er vin fra fortiden og alligevel er den netop nu mere aktuel end nogensinde. I starten kun læder og voks, ølmask og bivoks, men så kommer orangeblomsten, citronskallen, mælkebøtteblomst og mælkebøttevin, tannin, fenolisk, moderat syre, men alligevel pivfrisk, som den kølende brise fra havet, den er salt og let bitter som urter til kryddersnaps, som grønne oliven i lage.

Liquid farms 2014 Chardonnay fra Golden Slope har heller ikke fået tilsat noget, endda kun 15 % ny eg, tidligt plukkede helklaser er på gammelmoderne burgundisk vis presset direkte til fad. Det må være en af de mest santa-rita’ske santa-rita’er jeg har smagt. Hvis kieselguhr-jordbund, vestenvindskølede og solbagte krøllede chardonnay-stokke kunne synge ville de synge Golden Slope-sangen. Blandet af frugt fra Santa-Rita-topmarkerne Bentrock, Rita’s Crown, Clos Pepe, Kessler-Haak, La Rinconada, Zotovich og Hilliard Bruce. Lugter af himmerlandsk kalkbrud, jordet karakter, æbler, karambole, smør, fudge, mere grøn end tropisk, fuldfed, men sprød, gnistrende salt og syrlig vekselvirkning og dermed frapperende, tydelig smørsyre, diacetyl i eftersmagen og lidt varm, men helt rent udtryk.

De HAR noget til fælles.

Liquid Farm importeres af Laudrup

Campogrande importeres så vidt jeg ved ikke til Danmark