Kære Rene,
Jeg er en ivrig og entusiastisk lytter af podcasten Vin for begyndere og har et spørgsmål som jeg håber at det er okay at jeg sender her.
Jeg opbevarer vin i min kælder, hvor temp kan svinge fra 16-18 grader og vil høre om det er skadeligt for vinen? Ved at det ideelt er 12-14 grader og ikke mere end 18 grader, men har prøvet 1 uge i træk og kan se 16 grader den ene dag og 18 den anden dag og er derfor bekymret for om det “skader” min vin eller er det okay med så lille et udsving?
Bedste hilsener,
Sigrid
Hej Sigrid
Tak for din mail om temperatur i vinkælder. Der er ikke noget problem i at have kælderen på 16-18 grader. Du skal bare være opmærksom på at udviklingen går lidt hurtigere end hvis flaskerne lå ved 12 grader. En svingning på 2-3 grader er ikke noget problem. Min egen kælder gør det samme. Skal du lagre vinen i 20 år eller 50 er det ikke ideelt, men vi er ikke mange, som lagrer vinen så lang tid mere.
Mange hilsner, René