Kære René
Hvorfor bryder jeg mig ikke om fransk vin? Jeg synes det er tørt og stramt og kan meget bedre lide vin fra USA og Syditalien.
Gode hilsner
“Tante Bente”
Hej Tante Bente
Mit svar er: det ved jeg simpelthen ikke! Og jeg skal nok uddybe. Fransk vin er mange ting. Der findes 11,5 % rødvin med bister syre og støvende tørhed i Loire, ondsindet tanninholdig vin fra Bordeaux, saftevandsagtig vin fra Bourgogne og heftige sødlige frugtbamser fra Languedoc. Jeg tillader mig altså at provokere dig lidt og påstå, at du ikke har smagt nok forskellig vin fra Frankrig og måske har smagt fransk vin med fordomsfulde smagsløg. Med andre ord: Fransk vin er lige så forskelligt som italiensk eller californisk. Jeg kan komme dig lidt i møde og sige, at meget fransk vin kommer fra nordlige kølige breddegrader og at den historiske stil er lidt “sur”, men som sagt er det sydligste Frankrig brandhamrende varmt og kan sagtens lave samme vinstil, som du kan lide fra USA og Syditalien – bortset fra at meget syditaliensk vin i øjeblikket har restsukker og den stil laver man nærmest ingen steder i Frankrig. Håber ikke jeg fornærmer dig
mvh
René