Kære René Langdahl
Jeg følger dig i podcast og på de sociale medier og ved du kender til Bourgogne. Vi skal på sommerferie dernede og vil høre om man kan besøge vinbønderne? Jeg forstår, at de er blevet lidt modvillige. Kan du anbefale konkrete besøg?
Hilsen
Hugo
Hej Hugo
Det er rigtigt at de seneste års hype og hysteri omkring Bourgogne har gjort NOGLE producenter meget svære at besøge. Husk først og fremmest, at de interessante producenter ALDRIG reklamerer med “Vente direct”, “degustation” eller andet turistopmærksomhedsgivende hejs. Du skal ALTID lave aftale på forhånd. Hvis jeg var dig/jer ville jeg søge ud i yderkommunerne, som er knapt så efterspurgte. Det vil sige: Auxey-Duresses, Saint-Romain, Pernand-Vergelesses, Maranges eller måske op på Hautes-Côtes. Hvis du er mere åben, så er der helt vildt gang i den oppe i nord i Auxerrois-området omkring Chablis, ude i de små nye appellationer og denominationer som Epineuil, Irancy, Chitry og Côte d’Auxerre. Prøv hos producenter som Lafouge, Henri & Gilles Buisson, Dubreuil-Fontaine, Hugues Pavelot og Richoux, Cameron og Goisot oppe i Auxerre. Uha! Og så er der jo hele Maconnais… God tur.
mvh
René